Følg migogvejen på Facebook  

Steffen Bækkel Nielsen fra Østerbyskolen i Vejen er blandt de tre finalister til Arlas pris som Årets Madsjæl 2026.

Hver dag er han med til at præge hundredvis af børns forhold til mad, læring og fællesskab, og nu har borgere i Vejen og resten af landet mulighed for at være med til at sende ham hele vejen til tops ved at stemme på ham.

 

(læs videre under annoncen)

(tryk på annoncen og se mere)

 

Når eleverne møder ind på Østerbyskolen, er det ikke kun lærere og klassekammerater, der er en del af deres hverdag. For mange er Steffen Bækkel Nielsen også et velkendt ansigt. Som kantineleder har han gennem de seneste fire år arbejdet for at gøre måltider til meget mere end bare et pitstop mellem timerne.

Med afsæt i sin baggrund som kok og underviser har han skabt et køkken, hvor eleverne ikke blot får serveret mad, men også får mulighed for at deltage og blive nysgerrige på råvarer og madlavning.

- Det er helt vildt givende at give noget af det, man ved, videre til den næste generation, fortæller han i en pressemeddelelse.

Det særlige ved Østerbyskolen er, at mad ikke kun foregår i kantinen. Under Steffens ledelse er både køkkenhave, bistader og forskellige dyrkningsprojekter blevet en del af skolens hverdag, så eleverne kan følge rejsen fra jord til bord.

Samtidig åbner han hver dag døren til køkkenet for elever, som får lov til at være med i produktionen af dagens måltider. Her lærer de ikke bare at lave mad, men også at samarbejde, tage ansvar og være åbne over for nye smagsoplevelser.

For Steffen handler arbejdet om at ruste børnene til fremtiden:

- Jeg håber, de får en forståelse for maden og råvarerne, og at de finder ud af, at det faktisk ikke er farligt at prøve noget nyt eller lave det selv, siger han.

Selvom hans titel er kantineleder, stopper engagementet ikke ved køkkendøren. Han bidrager til fælles arrangementer på skolen, samarbejder med lærerne om undervisningsforløb og bruger sin faglighed, hvor den kan gøre en forskel. Når eleverne skal lære at filetere fisk eller arbejde med bælgfrugter i madkundskab, er Steffen ofte en naturlig sparringspartner.

Hans arbejde bliver også bemærket uden for skolen. Forældre kommer jævnligt forbi med spørgsmål til opskrifter eller fortæller, hvordan deres børn er begyndt at efterspørge nye retter derhjemme. For Steffen er det et af de tydeligste tegn på, at indsatsen skaber værdi.

- Det er altid en kæmpe anerkendelse, når elever eller forældre kommer og fortæller, at de har taget noget af det med hjem, siger han.

Nomineringen til Arlas pris som Årets Madsjæl 2026 er kulminationen på flere års arbejde for at gøre mad og læringen til en naturlig del af skolelivet i Vejen. For Steffen er det først og fremmest et skulderklap til den indsats, som hver dag udfolder sig på Østerbyskolen.

- Det er kæmpestort at blive nomineret. Jeg håber også, at det kan være med til at vise, at det, vi gør her, faktisk gør en forskel, siger han.

Nu er det op til danskerne at afgøre, hvem der løber med titlen som Årets Madsjæl 2026. Hvis du mener, at Steffen Bækkel Nielsen fortjener titlen, kan du afgive din stemme her og være med til at hylde en person, der hver dag gør en forskel for områdets børn og unge på https://www.arla.dk/madaktiviteter/aarets-madsjael/


Fakta:
• Steffen Bækkel Nielsen, 40 år
• Kantineleder på Østerbyskolen i Vejen
• Bor i Kolding og har arbejdet på skolen i fire år
• Uddannet kok og læst et diplom i erhvervspædagogik
• Tidligere underviser på både FGU og teknisk skole
• Brænder for at give børn og unge viden om mad, håndværk og gode madvaner
• Har været med til at skabe køkkenhave, bistader og læringsaktiviteter, der forbinder mad og undervisning på skolen

 

(tryk på annoncen og se mere)

 

nyhedsbrev luft