Biler, motorcykler og hestekræfter. Der er ingen tvivl om, hvor den store interesse ligger hos autoforhandler Bent Nørregaard, der tæller ned til sin 70 års fødselsdag på søndag 2. december.
(læs videre under annoncen)
Det kan næsten heller ikke være anderledes. Han er vokset op i bilverdenen, hvor hans far, Jens Nørregaard, etablerede værksted i Bække.
Siden kom Bent med ind i firmaet, hvor han stadig har sit daglige virke, selvom tredje generation, Torben Nørregaard, nu er med.
I dag helliger Bent Nørregaard sig primært køb og salg af biler, mens det er sønnen og en medarbejder, der løser opgaverne i værkstedet.
Gennem årene har Bent Nørregaard takket være sin viden om biler skaffet mange trofaste kunder, der også kommer i Nørregaard Biler i generationer, hvad enten det gælder køb af bil eller service og reparationer i værkstedet.
Ud over biler er motorcykler og ikke mindst speedway fødselarens store interesse.
Han kører stadig gerne en tur på den tohjulede, og han kan ofte mødes ved ringside, når der er speedwayløb ikke mindst i Esbjerg, hvor han i sin tid selv dyrkede sporten og bl.a. kan skrive dansk mester på visitkortet.
Ud over motorerne følger Bent Nørregaard gerne med i, hvad der sker omkring ham både lokalt og rundt i verden.
(Foto: LLN Press©)