- I dag starter en ny æra af vores liv. En ny agenda med nye vilkår.

- Og nej, jeg snakker ikke om vilde, våde studentergilder med halvkolde øl og solbrændte kinder, for i dag markerer vi det første rigtige skridt ind i en ny fremtid.

Sådan lød indledningen, da Hans Christian Riisager holdt talen på vegne af afgangseleverne ved dimissionen på Vejen Gymnasium og HF.

(læs videre under annoncen)

(tryk på annoncen og se mere)

Ellers så han tilbage på tiden på gymnasiet på denne måde:

»For snart tre år siden, da vi trådte ind ad dørene på VG, virkede denne fremtid langt mere fjern.

Spændingen over, hvor man skulle tilbringe de næste tre år var mildest talt uoverkommelig.

Herefter fulgte, hvad jeg tror mange vil beskrive som en rutschebanetur af følelser, oplevelser og tanker uden ende.

Udviklingen fra et klasselokale fyldt med ukendte til et frirum med venner for livet. Den tid synes nu at komme til en ende. Et afsluttet kapitel på godt og ondt. Hverdagen på VG vil blive til minder fra en fjern tid.

Nu virker vores forældres fortællinger om »en tid du aldrig glemmer« pludselig ikke så urealistiske. Ikke desto mindre er vi samlet her nu, som det sidste nye skud på
ungdommen.

Nogen har nydt gym til fulde, lavet deres afleveringer selv og åndet lettet op her i slutspurten. Andre har gennemgået et realitetstjek og har kæmpet til det sidste.

Uanset, hvordan i definerer jer egen gymnasietid, er i dag et rygklap uden lige. Om det var de tre bedste år i jeres liv, eller om det var en reel bjergbestigning, så kan I med stolthed sænke skulderne for en stund. Måske tage et kig tilbage på de minder, der samler os som årgang.

Kantinedamerne, der sirligt spørger ind til, om man har tømmermænd igen. Oldefar, hans sjove kommentarer, og hvad han egentlig har i sin vandflaske? Måske Bossen, der gang på gang vælger sin forfærdelige Liverpool-trøje til gymfester. Eller Bjarke, der lifligt kommer gående gennem centralrummet, altid uden at vide, hvor han skal hen.

Alle de små ting, som vi lægger mærke til, men som giver det hele billede af vores gymnasietid. Alt det, som nok bliver en lille detalje i de kommende dage med druk, vogntur, gilder og glade dage, men når de sidste øl er drukket, og de sidste sigtelser for blufærdighedskrænkelse er uddelt, er det er disse minder, som vi tager med os.

For mig personligt stikker årets musical især ud. Med os, som årgang, i flere forskellige uundværlige dele, der alle løftede deres læs. Os, der på trods af flere nederlag, formåede at overkomme problemerne, sammen. At se os stå på scenen med smil, der rækker ud over hele gymnasiet, og med en stolthed, der ikke kan beskrives med ord.

Den viljestyrke, det krævede, tror jeg bliver en vigtig del af vores fremtid, for uanset hvad vi vælger at begive os ud i, bliver det ikke uden strabadser. Strabadser, der ikke kan sammenlignes med svedige eksamenslokaler. Her bliver det vigtigt at huske de kampe, vi vandt på gymnasiet, og de redskaber, vi brugte på at overkomme dem. Hvad end det er mod, vedholdenhed eller optimisme, bliver det toneangivende for vores fremtid.

Under skrivningen af denne tale prøvede jeg at definere vores årgang. Det var sværere, end jeg troede, men alligevel nåede jeg frem til lidt.
Jeg ville nok beskrive os som seks familier i en underlig konstellation af nabofælleskab.

Der blev ind i mellem banket på ved naboen, når arrangementer skulle ordnes, eller når weekenden skulle debatteres, men som udgangspunkt var vi tro mod klassen. Det kan lyde negativt, men jeg ser det som en positiv egenskab. Vi har skabt trygge rammer for hinanden, hvor respekt og albuerum har været grundstenen.

Det bliver vigtigt, når vi snart skal folde vingerne ud. Hvad end det er mod stilstand eller konstant bevægelse, for som jeg nævnte før, bliver det ikke en let opflyvning. Vi vil møde turbulens, dårligt vejr og leverpostejsdage. Vi møder dem allerede nu. Den ældre generation, der i misundelse forsøger at forgnave vores visioner, der utallige gange stempler os som den dovne generation.

Curlingbørnene, der snyder, hvor der kan snydes, og hopper over forhindringerne. En generation, der ikke vil tage tyren ved hornene. På godt gammelt og let forståeligt dansk, så skider vi i dag hul i forældede klagesange. For i dag er vi i sandhed et bevis på ungdommens mådehold. Så lad os nu glemme det, vi ikke kan ændre.

Nyde den kommende tid. Måske forsøge at huske på den hjælp vi fik. De lærere, der skubbede vognen et ekstra stykke. De åbne arme hos Lena. De trygge rammer på VG.

Tak er et fattigt ord, men jeg mener det for hele årgangen. Tak!

Det vil blive husket. Nu venter fremtiden. Ungdommen uden forbehold. Nogen vil endda kalde os voksne, men lad os vente et par dage med det. Lad os springe ud og flyve højere, end vi hidtil har gjort. Tage den ekstra risiko. Kysse livet, leve livet, elske livet. Besøge steder vi aldrig har set. Vende hjem og vedligeholde familien. Verden har aldrig været mere åben. Det er skræmmende og samtidig fuldstændig fantastisk.

Men uanset hvad I vælger at gøre, så ved jeg, at det bliver en succes, for det er jer, der gør det.

GUD BEVARE VG«