En gang årligt roterer hjulet i enhver Rotary Klub over hele jorden. I Vejen Rotary Klub sker det i forbindelse med sidste møde inden sommerferien.
Det møde er et uhøjtideligt og festligt møde, hvor den afgående præsident, Preben Toft (t.h.), aflagde beretning for året og herunder særligt fremhævede, at Rotary igen i år har ydet økonomisk støtte til flere projekter i lokalområdet, ligesom vores arbejde med udvekslingsstudenter igen er normaliseret.
(læs videre under annoncen)

Freddy Hansen, counsellor og ansvarlig for udvekslingsprogrammet, supplerede:
- Sidste sommer kom vores senest udsendte udvekslingsstudent hjem efter et fantastisk år i USA. Lige nu har vi ikke nogen afsted, idet der efter corona har været en periode, hvor færre ønskede at komme på udveksling. Hele Rotarys distrikt for Syddanmark oplever dog igen stigende interesse og sender mange studenter ud efter sommerferien. Det samme mærker vi i Rotary Vejen, hvor vi har truffet aftale om, hvem vi tilbyder at sende afsted til næste sommer.
På mødet gav Preben Toft præsidentkæden videre til Mikael Søbye (t.v.).
- Vi skal have et år under temaet »United for good« og på jysk »samlet for det gode«. Vi skal kigge ud i verden – herunder ud i Rotary naboklubber, lød det fra den nye præsident.
Og ligesom der er præsidentskifte, roterer alle andre poster i den lokale klub, således alle kommer til at deltage i både bestyrelses- og udvalgsarbejde.
Vejen Rotary Klub, der er et af kommunens største erhvervsnetværk, består af 55 aktive kvinder og mænd fra det lokale erhvervsliv, der alle er enten ledere eller selvstændig erhvervsdrivende.
- Klubben har i modsætning til mange andre klubber både i Danmark og Internationalt ingen problemer med at få nye medlemmer. Den nye bestyrelse vil satse på at optage flere kvinder, da de hidtil har været lidt i undertal, lyder det i en pressemeddelse.