I efteråret 2023 fejrede Store Andst Efterskole sit 40-års jubilæum, og pedellen, Flemming Krab, har været med næsten fra start.
Nu skal det dog være slut, og han takker af efter 37 år for at gå på pension.
(læs videre under annoncen)
(tryk på annoncen og se mere)
Flemming Krab har været skolens omvandrende leksikon, altid klar med et svar – hvad enten det handlede om kloakering, alarmer, nøgler eller vedligeholdelse.
- Med sit enorme engagement har han fundet løsninger, der både har taget hensyn til eleverne og skolens økonomi, lyder det fra skolen.
Han har også været skolens historiefortæller. I kælderen har han gennem årene samlet mapper fyldt med noter, avisudklip og dokumentation om skolens udvikling – fra ansættelser og bygninger til elevhold og presseomtale.
Da han begyndte, havde skolen blot 37 elever, men med tiden er dette tal vokset til 127. Hans arbejde og dedikation har bidraget til skolens succes og identitet.
Fredag 20. december bliver Flemmings sidste arbejdsdag. På den dag vil ansatte og elever tage afsked med ham og markere hans mangeårige indsats.
- Det glæder os, at forbindelsen til Flemming bevares, da hans kone, Birte, stadig er køkkenleder på skolen – en rolle, hun har varetaget i imponerende 40 år. Sammen har de været en betydningsfuld del af Store Andst Efterskoles DNA, fastslår forstander Annemette Hess.
- Det bliver en udfordring at udfylde Flemmings sko, men vi ønsker ham alt det bedste i pensionisttilværelsen med tid til sommerhus, børnebørn, badminton og meget mere. Vi håber naturligvis, at han vil kigge forbi skolen engang imellem, og vi kan kun sige tak for hans indsats, noterer skolen efter hans 37 år.
(Foto: PR-foto)
