Efter det netop overståede EP-valg begynder kommunalvalget I 2025 at tone frem i horisonten.
Det Konservative Folkeparti i Vejen Kommune er i fuld gang med at få en kandidatliste på plads.
- Selvom der er 16 måneder til valget, så er det nu, der skal arbejdes med netop rekruttering af kandidaterne, konstaterer formanden, Peter Simoni i en pressemeddelelse.
(læs videre under annoncen)
(tryk på annoncen og se mere)
På Det Konservative Folkepartis generalforsamling i januar blev den nuværende borgmester, Frank Schmidt-Hansen, genvalgt som partiets borgmesterkandidat til det kommende kommunalvalg i efteråret 2025.
Nu melder næste mand på den konservative liste.
Den 30-årige gruppeformand, Mike Straarup, blev med 402 stemmer valgt til byrådet første gang ved det seneste valg i 2021 og har siden siddet i økonomiudvalget og Udvalget for skoler og børn.
- Min første periode i politik har været utroligt lærerig og udfordrende. Politik er ikke kun at uddele pengeposer. Det er også at stå sammen og træffe svære, upopulære beslutninger på borgernes vegne, når det er nødvendigt. Det ansvar vil jeg gerne påtage mig i fire år mere, siger Mike Straarup i en pressemeddelelse.
Vælgerforeningsformand Peter Simoni siger om kandidaten:
- Jeg glæder mig over Mikes genopstilling. Han har været en meget aktiv, konservativ stemme - både i fronten som gruppeformand, og bag kulissen i partiregi. På trods af sin kompromissøgende tilgang i realpolitik er han konservativ helt ind i knoglerne.
Mike Straarup bor i Askov med sin kone, Ditte, og deres to børn på tre og seks år.
(Foto af Mike Straarup og Frank Schmidt-Hansen: PR-foto)