Vejen Kommune er i en undersøgende fase for at afsøge mulighederne for byudviklingsprojekt i området.
Efter påske sættes der gang i arkæologiske forundersøgelser omkring Vejen Hallen.
(læs videre under annoncen)
(tryk på annoncen og se mere)
- Her er Vejen Kommune ved at undersøge mulighederne for et byudviklingsprojekt. Før der træffes en beslutning om byudviklingsprojektet, skal der skabes en større viden om arealerne, og derfor laves der både arkæologiske og geotekniske undersøgelser på arealerne, skriver kommunen i en pressemeddelelse.
Vejen Kommune er i en undersøgende fase i forhold til, om Vejen Hallen skal nedrives og danne rammerne for et kommende byudviklingsprojekt.
- Der vil fortsat være fokus på, at hele området omkring skal være et aktiv for byens borgere og besøgende, som gerne vil den bynære natur, der er i Vejen anlæg, som grænser op til området. En del af arbejdet med at undersøge mulighederne for et byudviklingsprojekt er også at undersøge muligheden for at flytte aktiviteterne fra Vejen Hallen til Vejen Idrætscenter, som er et stort aktiv for Vejen by og Vejen Kommune generelt, lyder det videre.
Arkæologerne skal derfor i gang med at udføre forundersøgelser på området. Forundersøgelserne indebærer grundige undersøgelser af jorden, hvor arkæologiske spor og kulturlag kan afsløres. Resultaterne fra undersøgelserne danner grundlag for den videre planlægning og anvendelse af området.
- Forundersøgelserne er ikke kun en teknisk nødvendighed, men også en mulighed for at bevare og forstå den lokale historie og kulturarv, så eventuelle fund kan registreres og dokumenteres. Er der større fund, skal der efterfølgende tages stilling til en nærmere efterfølgende systematisk arkæologisk udgravning, forklarer Scott Dollar, der er museumsinspektør på Museet Sønderskov.
Museet Sønderskov forventer, at forundersøgelserne tager cirka tre dage. Arealet, der undersøges, udgør ca. 27.000 kvadratmeter.
(Arkivfoto: migogvejen©)