Følg migogvejen på Facebook  

Årets generalforsamling for Tobøls fem foreninger bød på en overraskelse.

Kis Aarhus modtog DGI Sydvests æresnål efter 55 års engagement i gymnastikforeningen i Tobøl.

 

(læs videre under annoncen)

AgroLand er kommet til Vejen

(tryk på annoncen og se mere)

 

I indstillingen til hæderen skriver Tobøl Idræts- og Borgerforening:

»Når man kigger tilbage i de gamle protokoller, finder man første gang Kis nævnt i marts 1969 som leder af de små piger, og i 1970 bliver hun første gang valgt ind i bestyrelsen for Tobøl Ungdoms- og Gymnastikforening, som hun gennem årene har været en del af i flere perioder samt i foreningens gymnastikudvalg.

Kis har gennem årene ledet børnehold i 1970'erne. I 1980'erne har Kis ledet damehold, og i 1990'erne startede Kis et callanetics-hold op, og efterfølgende blev det til pilates og muskeltræning.

Omkring 2006 overtog Kis motion & samvær efter sin mor samtidig med, at hun kørte muskeltræning i en årrække frem til omkring 2016/2017. Motion & samvær fortsatte Kis heldigvis med, hvor nu ca. 25 damer mødes hver onsdag til god motion og hygge. For et par år siden har Kis samtidig sat gang i et hold med stolemotion til stor gavn for de nu ca. 15 deltagere på holdet. 

Derudover sørger Kis også for, at seniorerne kan varme op til sæsonen med motion i det fri i ugerne op til sæsonstart.

Kis er også kontaktperson for - og en del af Tobøls uofficielle cykelklub, som efterhånden har eksisteret i mere end 15 år. En flok på ca. 20 pers., der mødes en gang om ugen i sommerhalvåret og cykler en aften ud i det blå med kaffekurven, og skal der orientering ud blandt deltagerne, sørger Kis for, der bliver sendt SMS rundt. 

Kis sætter sig ind i sit stof - hun finder relevante kurser, som foreningen glædeligt sender hende afsted til. Næsten 100 registrerede kurser er det blevet til i den tid, DGI kan spore tilbage. 

Så deltagerne på Kis' hold får en træning med stor og grundig faglighed, hvor alle dele af kroppen inkl. hjerne og balance bliver udfordret. Kis har stor fokus på, at man som ældre forbliver så mobil og selvhjulpen så længe som muligt. Derudover er Kis dygtig til at gøre noget ud af det sociale på sine hold - de samles om ugentlig kaffehygge og sang/snak efter træning, og der bliver holdt jule- og sæsonafslutning. Alt dette er med til, at vi som forening er stolte over at kunne have i alt ca. 40 seniorer på Kis' hold (motion & samvær og stolemotion). 

Kis er initiativrig og igangsætter og en rigtig god sparringspartner for bestyrelsen og guld værd for Tobøl og omegn. Vi håber Kis fortsætter sit virke i mange år endnu. 

Derfor vil bestyrelsen for Tobøl Idræts- og Borgerforening indstille Kis Aarhus til DGI Sydvests æresnål - det må i den grad være fortjent.«

Og den indstilling kunne DGI naturligvis ikke overse, og derfor dukkede Torben Haahr fra bestyrelsen i DGI Sydvest op til generalforsamlingen og hædrede Kis Aarhus.

En hæder, der høstede mange klapsalver fra medlemmer, familie og andre inviterede.

(Fotos: Tobøl UG)

 

tobol dgi pr 24 02tobol dgi pr 24 01