Følg migogvejen på Facebook  

Kommunal virksomhedsbesøg hos Moldow A/S i Holsted. Borgmester Egon Fræhr (t.h.), produktionschef Peter Bjerrisgaard, virksomhedens ejere, Birgitte Ipsen og Preben Hansen og kommunaldirektør Ole Slot.

 

 

Moldow A/S er efterhånden en ældre virksomhed, men det har bestemt ikke betydet, at tingene er gået i stå. Tværtimod er der fuld gang i forretningen med både opkøb, udvidelser i udlandet og en direktør, der har fået endnu en direktør-titel i Holsted Speedway.

Alt det og meget mere fortalte Preben Hansen og Birgitte Ipsen om, da borgmester Egon Fræhr (V) og kommunaldirektør Ole Slot var på virksomhedsbesøg.

- I 2016 opkøbte vi to konkurrerende virksomheder. Vi har udvidet med et selskab i Kina, hvor vi også producerer og sælger. Det har været en hård start, men nu begynder det at rykke, siger Preben Hansen, da han forklarer, hvordan virksomheden sikrer fortsat ekspansion, lyder det i en pressemeddelelse.

Virksomheden har hovedsæde i Holsted, og mange af de ansatte er lokale, som har været i virksomheden i mange år. Der er i alt cirka 100 ansatte, og Moldow A/S producerer ventilationsanlæg, filtersystemer og maleanlæg, mens søstervirksomheden BarkerBille A/S, som også holder til på samme adresse samt i Ballerup, producerer og sælger industriventilatorer.

Selvom det er de to søskende Birgitte Ipsen og Preben Hansen, der er en del af den daglige drift af virksomheden, så er den næste generation kørt i stilling til at overtage. De to søskendes i alt fem børn ejer således 98 procent af familiernes 50 procent af virksomheden, mens Hoffmann Capital A/S ejer de øvrige 50 procent.

- Det er selvfølgelig lidt tidligt med et generationsskifte, men så er det gjort. Det er rettidig omhu, forklarer Birgitte Ipsen.

Ved besøget forklarede Preben Hansen også, at virksomheden sætter kvalitet meget højt, og at de derfor ikke altid er den billigste leverandør.

- Vi sælger på høj kvalitet, der er pålideligt og stabilt, og så vil der altid være nogle, der er billigere, forklarer Preben Hansen.

Virksomheden ligger tæt på motorvejen, og det har stor betydning. Det affødte også et spørgsmål, som borgmester og kommunaldirektør fik med hjem.

- Vores generelle samarbejde med kommunen går godt, men vi kunne godt tænke os at komme ud i den nærliggende rundkørsel med et ben eller tilkobles Grindstedvej, forklarer Preben Hansen , som tilføjer, at man også kunne ønske sig lidt mere fokus på de grønne områder i Holsted.

Egon Fræhr lovede at bringe forespørgslen videre.