Et nyt ambulancefirma har set dagens lys.
Det er Bjarne Christoffersen, der har etableret firmaet »European Ambulance Service ApS« med udgangspunkt i bopælen på Galgetoften i Rødding.
I nogle måneder har han arbejdet med projektet, og ambulancen er nu klar til at rykke ud.
Det bliver dog ikke til det næste færdselsuheld eller andre traditionelle opgaver, at du vil se ambulancen på gaden. Det arbejde klares fortsat af de faste leverandører på markedet - her i området Ambulance Syd og Responce.
- Vi kommer i stedet til at deltage ved f.eks. motorløb og andre steder, hvor der kræves en ambulance på stedet, fortæller indehaver Bjarne Christoffersen til »migogvejen«.
- Nogle steder ønsker man en ambulance, selvom man i forvejen har samaritter, så mange ting kan afsluttes på stedet i stedet for at tilkalde en akut ambulance, forklarer Bjarne Christoffersen.
Bemandingen i ambulancen hos »European Ambulance Service ApS« er på et højt niveau.
- Den kan være bemandet med ambulancebehandlere, ambulancereddere, paramedicinere, læger eller sygeplejersker, noterer Bjarne Christoffersen, der i øvrigt selv er ambulancebehandler hos Ambulance Syd.
Det nye firma drives ved siden af, og mange har vist interesse for at hjælpe til, når der er opgaver. Det gælder bl.a. indenfor motorsportens verden, og den er bl.a. fast, når det gælder ligaløb på speedwayløb i Holsted.
Ambulancen, der er købt i Tyskland, skal også bruges til privat sygetransport, hvor det offentlige ikke dækker, og forsikringskørsel til og fra udlandet.
- Starten er gået over al forventning, understreger Bjarne Christoffersen.
(Fotos: LLN Press©)