Mange af kunderne i Brugsen i Askov klarer selv både det med at finde varerne og betale.
- Næsten 40 procent scanner og betaler selv. Det er dybt imponerende.
(læs videre under annoncen)
(tryk på annoncen og se mere)
Sådan lød det bl.a. fra formanden, Henrik Meyer, ved aftenens generalforsamling, der blev holdt på højskolen.
En generalforsamling, hvor uddeler Michael Nørskov igen kunne fortælle om et overskud. Det forgangne år gav et overskud på 165.000 kroner mod 92.000 året i forvejen.
- Salget af brændstof falder, mens der er fremgang i butikken, fortalte uddeleren til de omkring 75 deltagere i generalforsamlingen.
Han konstaterede samtidig, at nethandlen er kommet for at blive. Antallet af pakker gennem butikken er vokset med 10-15 procent.
I det forgangne år er der lavet en del investeringer i området til glæde for lokalbefolkningen, men også gæsterne. Nu er det muligt at »tanke« el i Askov, og det benytter mange sig af.
Der er også planer for i år. Ikke alene er der en del aktiviteter i forbindelse med brugsens 125 jubilæum.
- Der kommer solceller på taget, så vi inden årets udgang får grøn strøm i brugsen, fortalte Henrik Meyer.
Han blev suppleret af uddeleren:
- Solcellerne kommer til at dække 25 til 33 procent af vores forbrug, og anlægget vil være tjent hjem på fire år.
Aftenens generalforsamling betød to udskiftninger i bestyrelsen. Henrik Meyer sagde stop efter 10 år, og Michael Brink Hansen ønskede heller ikke genvalg.
Kirsten Kiel Nielsen og Louise Jensen blev nyvalgt, mens Henrik Meyer er suppleant.
(Fotos: migogvejen©)

Højskolen dannede rammen om generalforsamlingen i Brugsen i Askov.

Formand Henrik Meyer

Uddeler Michael Nørskov

En generalforsamling i en højskoleby betyder, at også højskolesangbøgerne skal luftes.
