I morgen er det to uger siden, en brand lukkede butikken Hjørnet i Rødding.
Eller rettere var det slukningsvandet fra en brand i en lejlighed over butikken, der betød en ufrivillig lukning.
Nu er der imidlertid sat en forventet dato på for genåbningen.
(læs videre under annoncen)
(tryk på annoncen og se mere)
- Det har været et omfattende arbejde, men vi håber at kunne åbne tirsdag efter vinterferien altså 17. februar, fortæller Frode Poulsen til migogvejen.
Håndværkerne vil dog ikke være færdige, så noget af butikken vil være spærret af.
- Jeg håber, at kunderne vil bære over med os, at der er lidt mindre plads i starten, noterer Frode Pousen.
Samtidig har han masser af ros.
- Vi er overvældet af den omsorg og de mange reaktioner, vi har fået i forbindelse med lukningen, lyder det videre.
Slukningsvandet - og vandet fra en varmtvandsbeholder - er løbet ned i isolering, etageadskillelse og lofter, så der er tale om et større projekt.
I Hjørnet er alt spiseligt smidt ud, og der er også røget en del flasker, så nu skal der skaffes nye varer før genåbningen.
- Der arbejdes benhårdt på at få det hele retableret, konstaterer Frode Poulsen, der glæder sig til igen at kunne betjene kunderne.
(Arkivfotos: migogvejen©)
