Sydjysk Sparekasse har i dag offentliggjort sit halvårsregnskab med et resultat på 128,3 mio. kr. før skat.
Der er tale om en fremgang i forhold til 1. halvår 2024 på 13,2 mio. kr. svarende til 11,5 procent.
(læs videre under annoncen)
(tryk på annoncen og se mere)
- Resultatet betegnes som meget tilfredsstillende, og udviklingen kan især henføres til øgede netto rente- og gebyrindtægter på 313,9 mio. kr. mod 307,3 mio. kr. i samme periode sidste år. Stigningen skyldes vækst i forretningen, hvor sparekassen har haft en flot udlånsvækst på 628,1 mio. kr. svarende til 16,1 procent i perioden, skriver sparekassen i en pressemeddelelse.
Samtidig er udgifterne til personale og administration faldet med næsten seks mio. kr. i forhold til juni 2024. Udgifter til personale og administration lander på 182,7 mio. kr. Faldet skyldes bl.a. færre IT-omkostninger, idet første halvår af 2024 var præget af omkostninger til fusionen mellem daværende Frøs Sparekasse og Broager Sparekasse.
- Det er med stor tilfredshed, at vi præsenterer et stærkt halvårsresultat for 2025 med udlånsvækst og faldende omkostninger. Udlånsvæksten vidner om, at vi formår at skabe værdi for vores kunder. Vi oplever en stor interesse fra områdets erhvervsliv, hvor vi kommer med attraktive finansieringsløsninger, hurtige svar og en høj tilgængelighed, som gør, at det lokale erhvervsliv i stigende grad vælger Sydjysk Sparekasse som deres nye finansielle samarbejdspartner, lyder det fra adm. direktør, Max Hovedskov.
Nedskrivningerne udgør en udgift på 2,3 mio. kr. mod 4,1 mio. kr. i første halvår 2024.
- Selvom sparekassen ikke har oplevet større økonomiske tab, ses stadig en risiko for, at den globale usikkerhed og toldkonflikter kan påvirke både Danmark og resten af verden negativt. Derfor har sparekassen taget yderligere skridt for at være godt forberedt og har øget det ledelsesmæssige skøn i forhold til nedskrivninger, så det udgør 124,1 mio. kr. pr. 30. juni 2025 mod 118,8 mio. kr. ultimo 2024.
- Med en kapitalprocent på 25,5 procent pr. 30. juni 2025 er Sydjysk Sparekasse fortsat en robust sparekasse, der hver dag arbejder for at sikre vækst og positiv udvikling i Sydjylland, lyder det videre.
Efter et godt første halvår har sparekassen valgt at opjustere forventninger til årets resultat fra 130-160 mio. kr. før skat til 190-220 mio. kr. før skat. Sparekassen gør dog opmærksom på, at der stadig er usikkerheder forbundet med opjusteringen blandt andet på grund af renteudviklingen og den globale situation, som kan påvirke det endelige resultat.
Med resultatet for 1. halvår 2025 har Sydjysk Sparekasse, siden fusionen mellem Frøs Sparekasse og Broager Sparekasse tilbage i 2023, oplevet en vækst i udlånet på 20 procent.
- Vi driver i dag en sparekasse, der er en femtedel større, uden at vi har øget antallet af medarbejdere, hvilket viser, at fusionen har gjort sparekassen til en væsentlig mere effektiv forretning, noterer Max Hovedskov.
(Fotos: PR-foto©)
Max Hovedskov
