Sommeren har ramt Danmark, og det betyder grill-fester, havefester, festivaller og mange andre former for sociale begivenheder, hvor der kan være mulighed for indtagelse af alkohol, og derfor sætter størstedelen af landets politikredse øget fokus på spiritus- og narkokørsel fra mandag 24. juli 2023 til søndag 6. august 2023.
(læs videre under annoncen)
(tryk på annoncen og se mere)
- Politiets kontroller vil variere fra politikreds til politikreds alt afhængig af de forskellige sommerfester i eksempelvis sommerhuskvarterer, på villavejene, på strandene, eller andet som afholdes i politikredsene, hvor man må kunne forvente, at der bliver drukket alkohol. Politiet vil også udføre kontroller på søndage, hvor man stadig kan være påvirket efter indtagelse af spiritus efter festen aftenen forinden, skriver Rigspolitiet i en pressemeddelelse.
Ud over spirituspåvirkning vil der også ske kontrol af, om førerne er påvirkede af narkotika eller medicin.
- Spirituskørsel udgør en alvorlig fare for ulykker i trafikken. På trods af, at det er blevet mindre accepteret at køre i påvirket tilstand, er der stadig spirituspåvirkede trafikanter i hver femte dødsulykke. Langt de fleste spiritusulykker sker fredag, lørdag eller søndag aften eller nat, og hovedparten af spiritusulykkerne er eneulykker. Langt de fleste, der bliver dræbt i spiritusulykke, er den spirituspåvirkede trafikant selv, skriver politiet og henviser til tal fra Rådet for Sikker Trafik.
Fra 2017 til 2021 mistede 163 personer ifølge Vejdirektoratet livet i trafikken pga. spiritusulykker.
Der sker flere spiritusulykker med personskade i sommermånederne juni og juli end f.eks. i november og december.
Alene i juni sidste år sigtede politiet 635 personer for spirituskørsel og 724 for narkokørsel.
- Spirituskørsel er uacceptabelt og noget, som et markant flertal af danskerne tager afstand fra. Men trods det er der fortsat nogle trafikanter, der ikke har forstået budskabet. Målet med vores kontroller er at få dem stoppet, før de skader sig selv eller andre, siger Christian Berthelsen, politiassistent i Rigspolitiets Koncernkommunikation, og fortsætter:
- Vi skal alle sammen hjælpe hinanden med at forhindre spirituskørsel, men det kan måske føles svært at overtale en anden til at lade bilen stå. Især hvis du ikke er sikker på, hvor meget han eller hun har drukket.
Rigspolitiet anbefaler, at du evt. kan gøre følgende i et forsøg på at hindre spirituskørsel:
• Fortæl ham eller hende, at du har det skidt med, at han/hun kører
• Forsøg at tale ham/hende fra at køre og tag evt. bilnøglerne
• Allier dig med andre, så I er flere, der kan støtte hinanden
• Ring efter en taxa og lån evt. ham/hende penge til taxaen
• Tilbyd en overnatning
• Giv et lift, hvis du ikke selv har drukket
• Hvis han/hun alligevel kører, så kontakt politiet på tlf. 114
(Genrefoto: migogvejen©)