Så kan brandfolkene i Vejen og Brørup tage de nye autosprøjter i brug.
Efter at have øvet med dem i nogle uger blev de i eftermiddag officielt overdraget til de to stationer.
(læs videre under annoncen)
(tryk på annoncen og se mere)
Det skete ved et mindre arrangement på Falck-stationen i Vejen, hvor borgmester Frank Schmidt-Hansen (C) som medlem af beredskabskommissionen i TrekantBrand overrakte bilerne til de to stationer.
- Med mit kendskab til brandmænd er det her lidt lige som juleaften, vurderer borgmesteren.
Sprøjterne afløser de gamle sprøjter, og som det lød på forhånd:
- Det er mere end 20 år siden, der sidst trillede en helt ny autosprøjte ind på brandstationerne i Vejen og Brørup, men nu sker det igen.
De to er de første to af et stort indkøb på i alt 46 brandbiler.
Om sprøjterne lyder det mere specifikt:
- De to helt nye autosprøjter er de første af 11 sprøjter, som TrekantBrand har indkøbt i forbindelse med en politisk vedtaget plan for en udskiftning og modernisering af beredskabets køretøjer.
- Autosprøjterne er udstyret med en vandtank, der kan rumme 3000 liter vand.
- Arbejdsmiljøet er i fokus i de nye køretøjer, som blandt andet er udstyret med et 360 graders kamera, der forbedrer udsynet for chaufføren under kørsel.
- I kabinen er der aircondition og køleskab, så brandfolkene undgår overophedning og dehydrering.
- Udstyret på autosprøjten er tydeligt mærket og lettere tilgængeligt, så brandfolkene i højere grad undgår forkerte løft.
- Autosprøjtens værktøj er eldrevet, så det forurener mindre og er lettere at håndtere.
Den nye sprøjte i Vejen er klar til at rykke ud og erstatter den mere end 20 år gamle sprøjte.
Brørup-brandfolkene måtte til gengæld aflevere nøglen igen efter overrækkelsen - bilen skal undervognsbehandles, så først tirsdag rykker den nye sprøjte ud fra Brørup.
(Fotos: LLN Press©)
(tryk på annoncen og se mere)