Hvem skal køre ambulancerne her i regionen fremover.
Det spørgsmål skal politikerne i regionsrådet nu se på.
(læs videre under annoncen)
(tryk på annoncen og se mere)
Ambulancetjenesten i Region Syddanmark drives i dag af regionens egen ambulancetjeneste, Ambulance Syd, der kører på Fyn, i Sydvestjylland og i Sønderjylland, og Responce, der kører i Trekantområdet.
Den nuværende kontrakt med Responce udløber 31. august 2025, og det er ikke muligt igen at forlænge den nuværende kontrakt.
Det er på den baggrund, at de syddanske politikere nu skal overveje, hvad der skal ske i 2025:
Skal ambulancetjenesten fortsætte som hidtil, hvor regionen gennem Ambulance Syd betjener tre delområder, og hvor et delområde er betjent af en privat operatør? Eller skal der ske andre ændringer i forhold til i dag?
Det vil regionsrådet gerne blive klogere på.
Derfor gennemfører regionen over de kommende måneder en række analyser og dialoger, der skal klæde regionsrådet på til at træffe den bedste beslutning for regionens borgere.
Formand for Præhospitaludvalget Bente Gertz (S) siger i en pressemeddelelse:
- Vi har i dag to rigtigt kompetente ambulanceselskaber i Region Syddanmark, og til januar står vi over for en beslutning om, hvordan ambulancetjenesten i regionen skal fungere i fremtiden. For at vi kan træffe det rigtige valg, så skal vi grave nogle spadestik dybere, og det er dét, vi er i færd med nu. Det er vigtigt for mig at understrege, at vi kigger på det, fordi kontrakten med Responce udløber. Ikke fordi, at der på nogen måder er utilfredshed med hverken Responce eller Ambulance Syd.
Region Syddanmark var den første region til selv at drive ambulancetjeneste og er gennem de forløbne år lykkedes med at opbygge en velfungerende drift ved løbende udvikling.
Regionsrådsformand i Region Syddanmark Stephanie Lose (V) siger:
- Vi er meget glade for både Responce og Ambulance Syd, hvor medarbejderne og ledelsen har formået at opbygge et stærkt ambulanceselskab. Nu har vi en kontrakt, der udløber, og vi er i regionsrådet nødt til grundigt at overveje, hvad vi så gør. Det er vigtigt for os at trække på alle de erfaringer, vi har gjort gennem tiden og få lavet en gennemsigtig proces, så alle kan blive hørt og få mulighed for at spille ind. Så vi i regionsrådet til januar kan træffe et velunderbygget valg om, hvor meget af vores ambulancetjeneste, vi vil sende i udbud, siger hun i pressemeddelelsen.
Regionsrådet vil på mødet i januar 2023 blive præsenteret for forslag til en ny strategi for ambulancetjenesten.
(Genrefoto: migogvejen©)