Havesæsonen er ikke gammel, men alligevel har politiet allerede oplevet en række brande som følge af brug af ukrudtsbrændere.
Det får ordensmagten til at komme med en kraftig opfordring om forsigtig omgang med ukrudtsbrænderne.
Her i området har der været to brande som følge af afbrænding af ukrudt.
- En mand mistede 15 meter hæk og fik en bøde for overtrædelse af beredskabsloven efter at have fjernet ukrudt, lyder det fra politiet efter brand på Skodborg Tværvej i Skodborg.
I udkanten af Bække endte brugen af ukrudtsbrænderen med ild i en bil, og her var der også en bøde fra politiet.
De to og andre brande i politikredsen får politiet til at opordre til forsigtighed.
Der skal også passes på efter brugen:
- Der udbrød brand i en carport, efter ejeren havde placeret sin ukrudtsbrænder efter endt arbejde. Brænderen var ikke helt slukket og satte derfor ild i carporten, skriver Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse om en brand ved Esbjerg.
Fem gode råd fra politiet:
- Ukrudt skal svitses, ikke brændes
- Hav en vandslange eller andet tæt på, som du kan slukke en eventuel brand med
- Husk god afstand til bygninger, biler og hække
- Tjek efter, at du ikke efterlader gløder, når du er færdig
- Gå aldrig fra en tændt ukrudtsbrænder
(Foto: H.E. Haulrich)