Politiet efterlyser en ung mand, der forsøgte at begå et tricktyveri.
(læs videre under annoncen)
(tryk på annoncen og se mere)
- Manden kom ind hos bageren i Nørregade i Brørup og bad om at få en sandwich varmet. Da ekspedienten går ud bagved, hopper manden om og forsøger at låse kassen op, men han får ikke noget udbytte, fortæller fungerende politikommissær Dennis Holst fra Syd- og Sønderjyllands Politi.
Episoden fandt sted onsdag 11. august omkring klokken 15.20, og politiet hører gerne fra folk, der kan føre til gerningsmanden.
- Vi har overvågningsbilleder af manden og overvejer at frigive dem, men nu giver vi ham en chance for selv at henvende sig til politiet inden, siger Dennis Holst videre og konstaterer, at den unge mand ikke var maskeret.
Manden beskrives som dansk og 20-25 år, spinkel af bygning og 170-175 cm høj.
Han har brunt hår og havde et rødt mærke over venstre øje som om, han var blevet slået.
- Han virkede lidt småberuset, konstaterer politiet.
Han var iklædt lyse cowboybukser, sort trøje og sort jakke og medbragte en rygsæk, der gik ned og dækkede bagdelen.
(Genrefoto: LLN Press©)