FODBOLD: I tre uger har Brørups serie 3 hold ikke spillet kamp, men i aften var der igen points på højkant, da holdet spillede på udebane mod Gørding-Vejrup Fodbold.
- Med tre uger uden kamp var vi lidt spændte på, om vi var der, vi skulle være i aften, lyder det fra holdleder Lars Amundsen.
Det viste sig at være tilfældet.
- Der gik kum fem minutter, før Jesper Sandager scorer til 1-0.. De kommer på 1-1 direkte på frispark, men vi er klart bedre end Gørding og har chancer på chancer. Magnus Krog lægger den i hjørnet kort tid efter, og Frederik Maasbøl banker den ind til 3-1 lige før pause. Efter en anden halvleg, som vi dominerer, scorer Maasbøl endnu en gang på et tørt hug til sejren på 4-1, lyder det videre.
Med sejren har Brørup GF indtaget førstepladsen to points foran Andrup IF, der dog har spillet en kamp mindre. Netop de to hold mødes fredag aften i Brørup
* * *
FODBOLD: Vejens serie 4 hold havde ikke det store besvær med at hente tre points i udekampen mod puljens nummer tre, Haderslev fK. Vejen SF vandt en sikker sejr på 7-1 og topper puljen tre points foran Bække SF. Vejen SF har dog spillet to kampe mere end Bække SF, der søndag skal på besøg hos netop Haderslev fK.
Daniel Borg scorede tre gange for Vejen, mens Daniel Bak, Peter Ankersen, Jakob Sachin og Mirza Husic hver nettede en gang.
* * *
FODBOLD: Skodborgs serie 4 hold vandt en sikker sejr på hele 5-0 i aftenens lokalopgør i Øster Lindet. Jonas Altofte scorede tre gange, mens Max Ratgen Gormsen og Christian Thy Mortensen hver scorede et mål.
(tryk på annoncen og se mere)