Følg migogvejen på Facebook  

Personalet i politiets ATK-biler - automatisk trafik kontrol - holder ikke fri, selvom det  er weekend. Det får 22 bilister at mærke i form af en »hilsen« i deres e-boks efter en kontrol lørdag.

Så mange blev blitzet, da ATK-bilen endnu en gang var på besøg på Lunderskovvej, der strækker sig fra Kragelund ud til motorvejen, og politiet melder klart ud, at de kommer igen.

Af de 22 bilister får de to af dem også et klip i kørekortet. Højeste hastighed blev målt til 123 km/t på strækningen, hvor der højst må køres 80 km/t.

Fartmålingen og de efterfølgende bøder kommer samme dag, som Jyllands-Posten gør status over antallet af blitz i 2017. Her har fotovogne landet over ført til udstedelse af 554.724 bøder og indtægter til statskassen for 750 millioner kroner.

Interesseorganisationen for bilisterne, FDM, mener, at fotovognene bruges med henblik på at få flest mulig penge i kassen og ikke mest mulig sikkerhed.

- Vi mener, at politiet burde bruge sine fotovogne på vejstrækninger, hvor det faktisk er farligt at køre stærkt. Sådan gør man i udlandet, siger juridisk konsulent Dennis Lange til Jyllands-Posten.

- Men herhjemme bruger politikredsene oftest kun fotovognene, hvor man udstede flest bøder, ikke hvor det er farligst.

(Foto fra en tidligere fartkontrol på Lunderskovvej: LLN Press©)