TrekantBrand fortsætter, men i et mindre område.
(læs videre under annoncen)
(tryk på annoncen og se mere)
Et stort flertal i Vejle Kommune stemte for at trække sig ud af samarbejdet med de fem andre kommuner - herunder Vejen.
- Borgmestrene i de resterende fem kommuner i TrekantBrand er enige om at køre TrekantBrand videre, og arbejdet med at forberede beredskabet til den nye struktur om et års tid er allerede begyndt, lyder det i en pressemeddelelse.
Det har fra starten været hele meningen med det fælleskommunale brandvæsen TrekantBrand, og sådan kommer det til at fortsætte ifølge de fem borgmestre i Kolding, Fredericia, Middelfart, Vejen og Billund kommuner.
Ved udgangen af 2021 træder Vejle Kommune ud af TrekantBrand, men borgmestrene i de resterende fem medlemskommuner er enige om at fortsætte fællesskabet i TrekantBrand, som blev stiftet i 2016.
- Vi kommer til at savne Vejle i samarbejdet fremover, for TrekantBrand har på kun få år etableret sig som et godt og effektivt brandvæsen, og vi står stærkest i fællesskab. Derfor er vi heller ikke i tvivl om, at vi skal fortsætte samarbejdet i de resterende fem kommuner i TrekantBrand, som vi føler løfter en vigtig opgave til vores og borgernes store tilfredshed, siger Billund-borgmester Ib Kristensen (V), der er formand for Beredskabskommissionen i TrekantBrand, i pressemeddelelsen.
Arbejdet med at forberede TrekantBrands struktur, når Vejle er udtrådt, er allerede påbegyndt. Står det til de fem borgmestre, skal samarbejdet fortsætte med færrest mulige ændringer.
- Det betyder, at vi i ejerkredsen gerne vil beholde den nuværende ledelse, og på nuværende tidspunkt har vi allerede fået tilsagn fra beredskabsdirektør Jarl Vagn Hansen om, at han er interesseret i at blive, så vi kan høste gevinsterne af de mange erfaringer, der er gjort indtil nu, siger Ib Kristensen videre.
Trekantområdets Brandvæsen – også kendt som TrekantBrand - er et fælleskommunalt selskab på tværs af de seks kommuner Kolding, Fredericia, Middelfart, Vejen, Billund og Vejle. Beredskabet betjener i dag en befolkning på næsten 360.000 indbyggere. Brandvæsnet råder over 20 stationer og cirka 500 medarbejdere. Det ændrer sig så ved årsskiftet.
(Genrefoto: LLN Press©)