Retten i Esbjerg skal tage stilling til de første fire sager i et stort sagskompleks om overtrædelse af covid-forsamlingsforbud.
(læs videre under annoncen)
(tryk på annoncen og se mere)
Retten i Esbjerg skal mandag 26. oktober behandle de første fire sager i et større sagskompleks fra Holsted om overtrædelse af covid-19-forsamlingsforbuddet.
Hændelsen fandt sted fredag 12. juni om aftenen ved slagteriet Danish Crown i Holsted, hvor de fire tiltalte var til streetrace, og hvor der var betydeligt flere end 50 personer forsamlet på området.
- Anklagemyndigheden ved Syd- og Sønderjyllands Politi har foreløbig rejst tiltale mod en 20-årig kvinde og en 28-årig mand fra Esbjerg samt en 23-årig mand fra Varde og en 24-årig mand fra Vejen for overtrædelse af bekendtgørelsen om forbud mod større forsamlinger m.m. i forbindelse med håndtering af covid-19, skriver ordensmagten i en pressemeddelelse.
Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om en bødestraf på 2500 kroner.
I alt er 210 personer sigtede i forbindelse med hændelsen.
Anklagemyndigheden vil afvente domstolenes stillingtagen i de fire prøvesager, før der tages stilling til sagerne mod de øvrige sigtede fra arrangementet i Holsted.
(Foto: LLN Press©)