Der kører i øjeblikket en landsdækkende kampagne mod narko- og spirituskørsel, og der er åbenbart brug for den.
(læs videre under annoncen)
(tryk på Gadeberg Autos annonce og find evt. din næste bil)
- Syd- og Sønderjyllands Politi har på en uge sigtet 40 bilister for at køre i påvirket tilstand, er meldingen i en pressemeddelelse.
I sidste uge sigtede Syd- og Sønderjyllands Politi hele 29 bilister for narkokørsel og 11 bilister for spirituskørsel.
Politikredsen havde fokus på de ulovlige trafikanter i forbindelse med en landsdækkende kampagne mod narko- og spirituskørsel, der begyndte mandag 15. juni og som kører hele sommeren.
Sagerne er jævnt fordelt i politikredsen både i forhold til ugedage og geografi, og i aftes blev der bl.a. fanget en spritbilist på Gestenvej ved Gesten.
Det store antal sigtelser ærgrer vicepolitiinspektør Knud Reinholdt, der er leder af Syd- og Sønderjyllands Politis Færdselsafdeling, for de påvirkede bilister er med til at skabe farlige situationer i trafikken.
- Indsatsen mod narko- og spirituskørsel er blandt vores vigtigste indsatsområder, da påvirkede bilister er involveret i cirka 25 procent af alle trafikulykker med personskade, fremhæver Knud Reinholdt.
Han peger desuden på, at Vejdirektoratets opgørelse om ulykker i 2019 viser, at antallet af trafikdræbte var det højeste siden 2016, og næsten halvdelen af de dræbte mistede livet i eneulykker eller frontalkollisioner.
I 2019 sigtede Syd- og Sønderjyllands Politi i alt 586 bilister i sager, hvor der var spirituskørsel involveret, og i alt 1316 bilister i sager, hvor der var narkokørsel involveret.
(Arkivfoto: LLN Press©)