Masser af dieselolie er stjålet fra et maskinhus på Jelsvej ved Rødding.
- Der er stjålet mellem 4000 og 6000 liter dieselolie, så der er i hvert fald stjålet for over 50.000 kroner, konstaterer politiet.
(læs videre under annoncen)
(tryk på annoncen og se mere)
Tyveriet er sket i tidsrummet fra onsdag klokken 20.30 til torsdag klokken 06.45.
- Det har taget noget tid, så vi hører gerne fra vidner, der har set selve hændelsen eller set nogen køre derfra, lyder det videre fra ordensmagten.
Gerningsmanden - eller formentlig gerningsmændene - er kommet ind ved at bryde et vindue op.
Så meget diesel fylder godt, så der er brugt et eller andet til at fragte det væk i.
Ud over dieselen er der stjålet to batteridrevne fedtsprøjter af mærket Dewalt og en slagnøgle og en boremaskine begge af mærket Makita.
Torsdag formiddag blev der i øvrigt på Terpvej fundet en 50 liter dunk med diesel, en arbejdsjakke og en vandslange, der lugtede af diesel.
De ting indgår naturligvis i efterforskningen, men umiddelbart tvivler politiet på en sammenhæng. Det vil tage for lang tid at transportere så meget diesel i så lille en beholder.
Samme nat blev der på en anden adresse på Jelsvej stjålet et apparat til at rette buler ud med fra et værksted.
(Genrefoto: migogvejen©)