Kanonslag, hund og personer på motorvejen og musik til ulempe er nogle af tingene fra politiets døgnrapport.
(læs videre under annoncen)
(tryk på annoncen og se mere)
KANONSLAG: Natten til lørdag klokken 00.30 fik politiet anmeldelse om uro på Rytterdam ved Rødding Skole.
- Der var affyret to kanonslag, men der var fred og ro, da vi kom derned, konstaterer politiet.
* * *
HUND: - Godt arbejde.
Sådan lyder det fra politiet efter en episode på motorvejen ved Brørup.
- En 58-årig mand ser en hund på motorvejen. Han holder ind og får den indfanget og kører derefter op og afventer, vi kommer og tager over, fortæller politiets vagtchef til migogvejen.
Samtidig med rosen noterer politiet, at man i sådanne tilfælde skal passe på sig selv i trafikken.
* * *
MOTORVEJ: Politiet fik klokken 23.36 lørdag en melding om, at to personer var på vej ned ad rampen ved motorvejen ved Holsted.
- Vi får kontakt til de to personer, og det viser sig, at de er på vej ned for at sætte et advarselsskilt op, fordi et rådyr er påkørt, fortæller politiets vagtchef og roser dem for indsatsen.
* * *
MUSIK: Smag og behag er forskellig. Det er også højden på musikken.
- Lørdag klokken 18.26 får vi melding om musik til ulempe ved en tramperfest på Okslundvej i Lindknud.
- Vi ringer derud og sender derefter en patrulje forbi, og her er musikken dæmpet, fortæller politiets vagtchef.
* * *
FART: Politiet fik i formiddags klokken 09.45 en anmeldelse om, at vidnet kørte bag et køretøj fra en virksomhed, hvor vedkommende kørte 100 km/timen.
- Bilen kørte ad Foldingbro mod nordvest, og vi har efterfølgende haft kontakt til virksomheden, lyder det fra vagtchefen.
Politiet kan ikke bevise, at der er kørt for stærkt, så der er alene tale om en henvendelse, der ikke koster bøde.