Følg migogvejen på Facebook  

I mere end 10 år har der ikke været fisk i dambruget ved Vejen Lille Vandmølle. Nu er dambruget nedlagt, og samtidig er Vejen Å blevet genslynget over en strækning på cirka 500 meter.

 

(læs videre under annoncen)

377 x 300 Nørregaard Biler 20 01

(tryk på annoncen og se mere)

 

 

Formålet med projektet er at skabe fri passage for fisk og andre vandlevende organismer i Vejen Å, skriver Vejen Kommune i en pressemeddelelse.

Derudover er der etableret gydepladser for fisk, og der er sket en generel forbedring for flora og fauna ved udlægning af gydegrus.

Det nye vandløb på strækningen er udformet, så det i videst muligt omfang tilgodeser de vandløbsbiologiske interesser, skriver kommunen.

Vejen Å er et offentligt vandløb, som strækker sig fra sammenløbet mellem Gesten Å og Drostrup Å til udløbet i Andst Å. Igennem Vejen er Vejen Å opstemmet ved Vejen Lille Vandmølle og Vejen Store Vandmølle, der stadig er i drift.

Ejendommen på Præstevænget 24 i Vejen, der er beliggende helt nede i vandkanten, har tidligere været udsat for oversvømmelser. Derfor er projektet designet, så vandstanden omtrent er den samme ved gennemsnitlige afstrømningshændelser, mens den er lidt lavere ved de helt store hændelser. Der er skabt sikring for, at al vandet fremover løber nord om huset, og at det blandt andet løber over terræn i østlig retning i stedet for at oversvømme arealerne rundt om huset.

- Vi er selvfølgelig glade for det flotte resultat, men det vigtigste for os er, at risikoen for kommende oversvømmelser nu er minimeret, fortæller Susanne Thomsen og Mikael H. Søbye, der er indehavere af Vejen Lille Vandmølle og dermed naboer til projektet.

Projektet forventes at få en betydelig positiv effekt på fisk og smådyr i området. Der er skabt en langt større vandløbsvariation, og der etableres fire stryg, der vil danne gyde- og opvæksthabitater for ørred, laks, lampretter m.v. Strygene vil også danne nye og velegnede habitater for smådyr og planter.

Derudover vil dambrugsarealet blive et varieret naturområde med både våde og tørre partier til glæde for blandt andet padder og insekter.

Samlet set forventes projektet at kunne sikre, at der fremover er god økologisk tilstand på den del af Vejen Å, der er omfattet af projektet, der ligeledes får en positiv effekt for arter som snæbel, flodlampret og havlampret, der alle er på udpegningsgrundlet i Habitatområdet – Kongeå.

Nedlæggelse af spærringen ved Vejen Lille Vandmølle har længe været et stort ønske i Vejen og Omegns Sportsfiskerforening. Fri passage op og nedstrøms i vandløb er grundlæggende for gode fiskebestande.

Formand Michael Deacon glæder sig ifølge pressemeddelelsen:

- Det er utrolig positivt, at kommunen har forbedret området til gavn for fiskebestandene. Vi ser frem til, at opstemningen ved Vejen Store Vandmølle også bliver nedlagt og derved skaber adgang til flere kilometers gyde og opvækst vand for laksefisken.

Vandløbsrestaurering, der også omfatter området ved skøjtesøen, gennemføres af Vejen Kommune og er en del af vandområdeplanen 2015-2021, der er finansieret af Staten og EU.

Projektet ved Vejen Lille Vandmølle er første del i et todelt projekt, der også omfatter restaurering af Vejen Store Vandmølle. Næste år vil der etableres et lignende projekt ved Vejen Store Vandmølle, men her er der fortsat gang i fiskeproduktionen, som i en periode skal lægges ned for at lave projektet, skriver Vejen Kommune.

(Arkivfoto: LLN Press©)

 

migogvejen har flere gange skrevet om projektet:

https://migogvejen.dk/vejen/4245-aen-slynger-sig

https://migogvejen.dk/vejen/4071-millioner-til-miljoet

https://migogvejen.dk/vejen/4075-vandgang