Coronaens genopblussen får mange til at aflyse planlagte arrangementer.
(læs videre under annoncen)
(tryk på annoncen og se mere)
De handlende i Vejen havde set frem til at afviklet et alternativ til »open by night« fredag 2. oktober, hvor der bl.a. skulle være længe åbent i byens butikker. Det skulle sikre kunderne gode muligheder for at handle.
Der skulle ikke være masser af aktiviteter i gaderne, men det er aflyst.
- Bestyrelsen har efter flere henvendelser fra Vejen Kommune samt de officielle udmeldinger fra såvel sundhedsmyndighederne som politiet set sig nødsaget til endnu engang at aflyse vores planlagte arrangement 2. oktober, skriver citymanager Flemming Simested i et nyhedsbrev.
Den traditionelle Toyota-forbrugermesse, der skulle være afviklet i Vejen Idrætscenter i slutningen af oktober, bliver ikke til noget denne gang. Gæsterne må væbne sig med tålmodighed til næste år.
Når Hygum Hjemstavnsgård i efterårsferien inviterer til »kartoffelferie«, bliver det også sidste arrangement i år. Den traditionelle og velbesøgte juleweekend i november ser de sig nødsaget til at aflyse.
Det traditionelle julemarked 28. november i Gesten Fritidscenter af også aflyst.
- Vi kan i år ikke afholde julemarkedet, som vi kender det fra alle de foregående år, men det skal ikke afholde os fra at afholde et anderledes og mega hyggeligt julemarked, er budskabet fra arrangørerne.
Andre aktiviteter i området er også aflyst, og flere overvejer i øjeblikket situationen - nogle aktiviteter ændres måske.
Med et forsamlingsforbud på i øjeblikket maks. 50 personer kan det f.eks. være svært at lave arrangementer med julemanden - han er altid et trækplaster.
(Genrefoto: LLN Press©)