Borgmester Egon Fræhr (V) genopstiller ikke til næste kommunalvalg.
Sådan lyder det i en pressemeddelse, der ifølge vores oplysninger senere i dag sendes ud.
Allerede her til morgen blev medarbejderne og politikerne orienteret om, at han stopper.
- Jeg har været glad for at varetage opgaven som borgmester, men jeg har besluttet efter 20 år ikke at genopstille og i stedet bruge min energi på noget andet. Så når denne periode udløber om knapt halvandet år, må nye og yngre kræfter påtage sig opgaven og ansvaret, siger 69-årige Egon Fræhr.
Egon Fræhr blev borgmester i 2002 i Brørup kommune indvalgt i byrådet på Venstres liste og har siden 2007 været borgmester i nye Vejen storkommune bestående af de tidligere kommuner Brørup, Holsted, Rødding og Vejen.
Inden Egon Fræhr blev valgt som borgmester, var han chefkonsulent på Landbrugets rådgivningscenter i Aarhus.
(Arkivfoto: LLN Press)