Et støttearrangement i Askov har fået en overvældende opbakning fra det lokale erhvervsliv.
(læs videre under annoncen)
(tryk på annoncen og følg det nyeste fra Vejen Kommune)
Når Danmark er lukket ned, er der andre, der lukker op for ideerne.
Et ønske om at lave en simpel aktivitet for knap fire uger siden blev hurtigt talt op til et kæmpe drive-in arrangement på Kristi Himmelfartsdag på torsdag.
- Den årlige byfest i Askov er aflyst, og det kommer til at gøre økonomisk ondt på vores foreninger i byen. Derfor ville vi lave et støttearrangement, hvor overskuddet kan komme netop disse foreninger tilgode, siger Steen Thomsen.
Der er mange andre byer, der har formået at lave udendørs pop-up biografer, og opgaven lå derfor lige til højrebenet for initiativtagerne.
Trekløveret har ikke lavet noget sammen før, men deres forskellige kompetencer – og mindst kemien – spiller godt sammen.
Det har gjort, at de hurtigt har fået stablet et spændende setup på benene.
- Alt dette har dog ikke kunnet lade sig gøre uden den massive opbakning, som vi er blevet mødt med fra de mange lokale virksomheder. Vi har mærket en helt speciel velvilje og et unikt sammenhold, siger Elisabeth Holberg.
Der vises tre film for henholdsvis børn, unge og voksne samt fællessang med dirigent Nikolaj Hansen, og undervejs er der nummerpladelotteri med over 50 gevinster samt salg af snacks og alkoholfrie drikkevarer.
Lyden sendes ud igennem bilens FM-radio, og der er taget alle tænkelige forholdsregler med hensyn til opsætning og afvikling.
Sportspladsen i Askov danner rammen om de ca. 100 biler, der skal forlade området mellem hver forestilling.
- Nu glæder vi os bare til, at områdets borgere køber billetter hos os, når vi på fredag kl. 16 står klar ved Dagli’ Brugsen i Askov, så vi kan melde udsolgt til de fire forestillinger. Så kan det ikke andet end blive en stor succes, noterer Maiken Friis Krüger i pressemeddelelsen.
(Foto: Privatfoto)