Her stødte han dog ind i svære ting.
(læs mere under annoncen)
- Der ligger lange overvejelser bag. Allerede før jul startede de, fortæller Karsten Degnbol, der har sagt op som forstander på St. Andst Efterskole.
Gennem sit virke er han vant til at fortælle andre om sine beslutninger, men i Andst stødte han også i vanskeligheder.
- Det var meget svært at fortælle, at jeg stopper, noterer Karsten Degnbol overfor migogvejen.
Vi træffer ham på en stille skole uden elever. Elever, der er sendt hjem grundet risikoen for virussmitten.
Snart skal Karsten Degnbol også til at bruge mere tid på hjemmefronten i Darum. Den nøjagtige dato kender han dog ikke endnu.
- Officielt stopper jeg 1. september. Det ventes, at min afløser starter 1. august, hvor jeg så har mulighed for at hjælpe den nye ind i stedet, hvis vedkommende ønsker det, forklarer Karsten Degnbol.
Om årsagen til hans besvær med både at træffe beslutningen og melde det ud, skyldes mange ting.
- Det er et spændende job og en fantastisk dejlig arbejdsplads. Jeg har været med i fem år og fået det ændret til det, det er i dag. Jeg føler faktisk, at jeg kan forlade skolen med go' samvittighed.
- Jeg har været rigtig glad for at være her. Der har selvfølgelig også været svære samtaler med elever og forældre, men det har været skønt at komme efter en weekend og høre eleverne sige godmorgen og spørge, om man har haft en god weekend, fortsætter Karsten Degnbol.
Han blev allerede som 22-årig uddannet som lærer og blev leder som 30-årig og har været det siden - og altid i fuldtidsjobs.
Nu vil han bruge tiden lidt anderledes. Det gælder det politiske arbejde, hvor han sidder i byrådet i Esbjerg Kommune, og sit familieliv med både forældre og børnebørn og naturligvis hans egne børn, hvor han har en søn i New York.
- Tiden har været lidt presset, men det vil opsigelsen her hjælpe på. På sigt kan det da godt ske, at finder et job med nogle færre timer, men man skal også respektere sin alder, påpeger den snart forhenværende forstander.
Dermed ikke sagt, at han vil sidde hjemme. Nej, han fortsætter med at spille fodbold, og han afviser ikke, at han også vil til at spille golf, og foreløbig er han sikret mindst halvandet år mere i byrådet, som han også får bedre tid til.
- Der skal ske noget, og jeg vil også være engageret i det lokale foreningsliv, hvor vi i øjeblikket arbejder på at starte en købmandsbutik i Darum, forklarer Karsten Degnbol.
Foreløbig gælder det om at få gjort jobbet på St. Andst Efterskole færdigt, inden der skal planlægges alt for meget om fremtiden - og nå ja, han sidder jo allerede i byrådet, så familien må væbne sig med tålmodighed nogle måneder endnu...
(Foto: LLN Press©)