Skal mange indbyggere her i området have en kommende motorvej i baghaven eller faktisk se huset eksproprieret for at skabe plads.
(læs mere under annoncen)
Det spørgsmål er på ingen måde besvaret og afhænger i sidste ende af politikerne, og dagens offentliggørelse giver ingen svar.
Vejdirektoratet har offentliggjort sin VVM-undersøgelse, der viser flere bud på en placering af en motorvej fra Give til Haderslev.
Formålet med VVM-undersøgelsen er at belyse vejprojektets mulige påvirkning af omgivelserne og at tilpasse vejprojektet til landskabet, så påvirkningen af omgivelserne bliver begrænset.
Desuden skal VVM-undersøgelsen skabe et sagligt grundlag for en offentlig debat og senere en politisk beslutning om motorvejsprojektet.
VVM-undersøgelsen belyser flere alternative linjeføringer af en Ny Midtjysk Motorvej.
I den nordlige del af projektstrækningen kan motorvejen enten forløbe vest eller øst om Billund, og i syd kan en ny motorvej tilsluttes Sønderjyske motorvej ved enten Haderslev, Christiansfeld eller Taps.
Desuden omfatter undersøgelsen en variant øst om Vandel ved Billund og en udbygning af Sønderjyske motorvej fra enten Taps eller Christiansfeld til Haderslev N.
De undersøgte forslag er mellem 70 og 83 km lange.
VVM-undersøgelsen er i offentlig høring frem til mandag 13. april 2020, og Vejdirektoratet planlægger at holde fem borgermøder i løbet af høringsperioden.
(Arkivfoto: LLN Press©)
Der kan læses meget mere om VVM-undersøgelsen her:
https://www.vejdirektoratet.dk/node/7927?fbclid=IwAR0LzDKyppoYStGGIiXKMOrwGPcg22LYf3_RQopvGX6vgFBg2CXGaq7nn18
VVM-undersøgelsen giver flere bud på placeringen af en kommende motorvej, og det er nu op til politikerne at pege på en linjeføring.
En afgørelse, der skal vise, hvor meget af motorvejen, der kommer til at gå gennem Vejen kommune.
Her er et af budene på, hvordan motorvejen kan komme til at forløbe.