Følg migogvejen på Facebook  

Udvalget for arbejdsmarked og integration i Vejen Kommune uddeler igen i år to priser og efterlyser lige nu kandidater.

 

(læs mere under annoncen)

Ide Centret

 

 


Når nogen yder en ekstraordinær indsats, kan det være med til at inspirere andre, og det kan være rigtigt rart at få et klap på skulderen for det stykke arbejde, man har ydet.

Jobcenter Vejen anerkender hvert år en privat virksomhed og en offentlig arbejdsplads, som på den ene eller anden måde skiller sig positivt ud.

Det er også tilfældet for 2019, og nu er der mulighed for at byde ind med kandidater til de to priser.

Hvis man gerne vil indstille en kandidat til virksomhedsprisen, kan det være en virksomhed, som for eksempel gør en særlig indsats for at tage hensyn til syge medarbejdere eller kolleger med personlige problemer.

Det kan også være, at virksomheden ansætter medarbejdere, der har svært ved at finde fodfæste på arbejdsmarkedet. Måske er virksomheden god til at hjælpe med integration af flygtninge og borgere med anden etnisk herkomst. Eller til at uddanne unge og opkvalificere egne medarbejdere.

Det kan også være, at virksomheden investerer i at skabe nye arbejdspladser i Vejen Kommune, eller noget helt andet.

Der er mange muligheder, når det gælder om at finde egnede kandidater til virksomhedsprisen. Det samme er gældende, når man kigger på, hvad der tæller, når årets mangfoldighedspris skal uddeles.

Her kan det være en offentlig arbejdsplads, der:

· Gør en særlig indsats for at hjælpe ledige ind på arbejdsmarkedet og fastholde medarbejdere, der er i risiko for at miste deres tilknytning til arbejdsmarkedet.

· Skaber plads til borgere, der for eksempel har haft problemer med misbrug, har handicap eller sociale udfordringer.

· Går op i at kompetenceudvikle egne medarbejdere og ledige, der har brug for at opbygge kompetencer og dermed blive ansat på ordinære vilkår.

· Fastholder medarbejdere på arbejdspladsen i forbindelse med sygdom og fravær.

· Giver borgere med anden etnisk baggrund en chance for at få fodfæste på arbejdsmarkedet.

· Ansætter ledige i ustøttede løntimer og fleksjob og ansætter i småjobs.

Hvis du kender en privat virksomhed eller en offentlig arbejdsplads, som gør lige netop nogle af de ting, og som fortjener en anerkendelse for deres indsats, så er det nu, du skal nominere dem.

Vinderne modtager 10.000 kroner, som går til aktiviteter for medarbejderne.

Du kan indstille til prisen frem til og med 21. januar klokken 12.

I fjor gik virksomhedsprisen til Netto i Brørup. Mangfoldighedsprisen endte på Østerbyskolen i Vejen.

(Arkivfoto: LLN Press©)