Følg migogvejen på Facebook  

Året går på hæld, og formanden, H.C. Gæmelke, Gesten, ser både tilbage på det forgangne år og fremtiden i Jysk Landbrug.

 

(læs mere under annoncen)

Jonas Bonnerup - rabat før 31. december

 

 

De økonomiske forhold i landbruget har i 2019 budt på voldsomt store variationer mellem produktionsgrenene. Fra fantastisk gode tider i griseproduktionen, hvor bytteforholdet mellem afregningspriser og foderpriser er i historisk gode, til ualmindeligt vanskelige og hårde tider for minkbranchen.

Det danske efterår blev det vådeste nogensinde og gav igen store udfordringer for arbejdet i marken.

Vejret er et vilkår, som i mands minde har været en joker i planteproduktionen.

Det har vi landmænd lært at leve med, men at de politiske rammevilkår konstant er under forandring, er langt vanskeligere at acceptere.

Fremrykning af de ekstra efterafgrøder er helt uden faglige begrundelser og med en så kort tidsfrist, at det giver unødigt bøvl og udgifter for os.

Til gengæld vil jeg rose regeringen for, at de nu afsætter midler til jordudtagning og jordfordeling, skønt de 200 millioner kr. pr. år i de næste 10 år ikke rækker, men vi kan komme i gang.

Landbrug & Fødevarer, som Jysk Landbrug er en del af, har lavet en historisk aftale med Danmarks Naturfredningsforening om bl.a. udtagning af dårlig landbrugsjord mod kompensation.

Med den nye finanslov blev forventningerne imidlertid skruet noget ned, idet de afsatte 200 millioner kr. pr. år i de næste 10 år kun rækker til ca. 1500 ha årligt og derfor ikke alene kan bringe os i mål.

Tiltrækning af de unge til vores erhverv er fortsat en udfordring, og der er en stor fælles opgave i at tale vores erhverv op og gøre os lækre for de unge.

Jeg håber og tror, vores indsats med Åbent Landbrug og specielle arrangementer for unge i samarbejde med LandboUngdom og Grindsted Landbrugsskole øger opmærksomheden på landbruget som en karrierevej.

Værdien af vores lokale landbrugsskole, Grindsted Landbrugsskole, er i den sammenhæng helt uundværlig, da det viser sig, at de yngste elever ikke er villige til at rejse særligt langt efter en ungdomsuddannelse.

Emner som Baltic Pipe, konsekvenser af Brexit, pesticidfrie »boringsnære beskyttelsesområder« (BNBO), Multifunktionel Jordfordeling samt klima og bæredygtighed vil også være på dagsordenen i Jysk Landbrug i 2020.

Der er nok at tage fat på, og vi vil blive ved med at insistere på, at regulering af landbrugserhvervet bygger på faglighed frem for på følelser.

Vi får mange skældud, men vi er en del af løsningen på »klimakrisen«.

Vi har i år tier leveret mere og mere effektiv produktion, og vi får meget mere ud af mindre.

Vi opnår langt mindre udledning end dem, vi sammenligner os med i andre lande og viser, at vores dyrevelfærd og klimaeffektivitet er helt i top.

Faktisk er det noget, vi alle kan være stolte af, ja hele samfundet faktisk.

I Kina giver man danske fødevarer som værtsgaver, når man kommer på besøg.

Det gør man, fordi det står for noget særligt, og fordi det symboliserer et helt fantastisk produkt, hvor der er styr på klima, dyrevelfærd, CSR, arbejdsforhold osv.

Jeg er i hvert fald stolt over at stå i spidsen for blot en lille del af de fantastiske landmænd, som hver eneste dag knokler hårdt for at opnå disse resultater.

Med håbet om en glædelig jul vil jeg - og vi i Jysk Landbrug -  ønske dig og din familie et god og lykkebringende nytår.

(Foto: Jysk Landbrug)