Borgmester Egon Fræhr (V) kommer med denne jule- og nytårshilsen:
(læs mere under annoncen)
»2019 nærmer sig sin afslutning, og det blev på mange områder endnu et aktivt år for Vejen Kommune.
Vores rådhus og bibliotek står færdigt og er taget i brug, og vi kan allerede nu se, hvordan de to fantastiske bygninger på hver sin måde er med til at samle byens borgere og skabe værdi for os alle.
Byggerierne er vartegn, som har vakt opsigt, ikke kun indenfor vores egen kommunegrænse, og det er byggerier, som vi alle kan være stolte af.
Men det er ikke kun færdiggørelsen af de to store byggerier, som vi vil huske 2019 for.
Det var også her, at vi fik prisen som Danmarks bedste transportkommune.
En pris, som bekræfter, at vores klare strategi om at skabe gode forhold for vores mange virksomheder, den virker. En velfungerende infrastruktur er altafgørende, hvis man, som mange af vores virksomheder gør, transporterer gods.
Ønskerne er mange, og vi arbejder fortsat på hele tiden at forbedre vejnettet og adgangsforholdene.
Også de nye vestvendte ramper er et løft af vores infrastruktur.
Næste skridt er Kærvej i Brørup. Her er der sat penge af til udvidelse, ligesom der også er afsat penge til etablering af en rundkørsel ved Fuglsangsalle i Vejen.
Og nu vi er ved det med veje. 2019 blev også året, hvor vi fik genåbnet Skovgårdsvej.
Og det er jo heldigvis ikke kun i Vejen by, at vi bygger og udvikler os.
I eksempelvis Rødding er arbejdet med at løfte midtbyen begyndt, en række ejendomme rives ned og erstattes af boliger.
Brugsen er væk, og her kommer der byrum, som er udviklet med og til byens borgere.
I Brørup er der også nye boliger på vej, Sundhedscentrets aktiviteter fortsætter med at vokse, og Plejecentret Lundtoft har taget nye moderne boliger i brug.
I Holsted skabes der lige nu samlingssteder. Det gamle områdekontor bliver til aktivitetshus med en lang række foreninger og frivillige, som skaber liv og indhold til glæde for både børn, unge og ældre.
På boligområdet er der også sket meget i det forgangne år.
I 2019 har vi solgt det højeste antal byggegrunde i mange år, og tendensen fortsætter.
Byrådet har netop besluttet at fastholde kvadratmeter-prisen på byggegrunde, så det fortsat vil være attraktivt at bygge og bo i Vejen Kommune.
I begyndelsen af året var de mange almennyttige boliger på Haraldsvej i Vejen klar til indflytning, og flere er på vej i Sveistrups Have.
Også Alfa Tower stod færdigt, og størstedelen af lejlighederne er solgt og taget i brug.
Byrådet har med budgetvedtagelsen sikret, at der kan bygges mange almene boliger de næste år. Vi forventer cirka 200 nye boliger frem mod 2023.
Ingen tvivl om, at det bliver en nødvendighed, presset på lejeboliger er stort, både fra borgere der ønsker at leje, men heldigvis også fra aktører, som vil opføre boligerne.
Det er ingen hemmelighed, at vi meget gerne vil have flere til at vælge Vejen som deres hjem.
Det gælder også udlændinge, som pendler ind til Vejen Kommune, og i 2020 får vi endnu mere fokus på bosætning og tiltrækning.
2019 blev også et år med rigtigt mange nyfødte i Vejen Kommune. Det sætter vores pasningsordning under pres, men flere børn er en dejlig udfordring.
På folkeskoleområdet har vi fokus på at skabe gode læringsmiljøer og bedre trivsel for eleverne og dermed sikre, at endnu flere unge bliver uddannelsesparate. Når vores unge mennesker forlader folkeskolen, vælger mange af dem heldigvis en erhvervsuddannelse.
Vi er fortsat en af de kommuner, der har den højeste andel af unge som tager en erhvervsuddannelse, og mange vælger vores lokale SOSU-uddannelsestilbud. Et vigtigt område, hvis vi skal fastholde velfærden til vores ældre.
Jeg tror og håber på, at 2020 bliver et lige så travlt år som 2019, hvor den gode udvikling fortsætter.
Her vil vi i samarbejde med vores virksomheder og med Udvikling Vejen have fokus på vores nye vækststrategi og på det nye erhvervshus i Vojens.
Vores klimastrategi og FN Verdensmål bliver også opmærksomhedspunkter i det nye år, og det bliver også i 2020, at vi kan glæde os over, at den nye museumsbygning står færdigt.
Vores museum byder på rigtigt mange aktiviteter som billedskole og buketture og er en vigtig del af Vejen Kommunes profil.
Det bliver også året, hvor vi skal markere 100-året for Genforeningen, en begivenhed som fører et væld af spændende lokale arrangementer med sig.
Blandt andet folkefesten 14. juni og dronningebesøget 9. juli, som jeg håber rigtigt mange har lyst til at deltage i.
Jeg ønsker alle borgere i Vejen Kommune en rigtig glædelig jul samt et godt nytår.
(Arkivfoto: LLN Press©)