Sammen med Sydtrafik har Vejen Kommune nu lanceret produktet Plustur, hvor du kan bestille en tur med flextrafik fra din adresse til nærmeste stoppested - eller omvendt.
Plustur forlænger på den måde den kollektive trafik, så den kan nå helt ud i alle hjørner af kommunen.
(læs mere under annoncen)
Plustur er en ny variant af det mere kendte flextur, og den kan lige som flextur benyttes af alle.
Det er lige meget, om man skal til banko, basketball eller på besøg, så kan man benytte Plustur, hvis der ikke kører en bus hele vejen.
- Vejen Kommune vil gerne give kommunens borgere de bedste muligheder for at benytte kollektiv trafik, og med Plustur får borgerne mulighed for at forlænge turen med bus eller tog, så det føles som en samlet rejse, siger Vagn Sørensen, formand for Udvalget for teknik og miljø, i en pressemeddelelse.
Plustur bestilles via Rejseplanen.dk eller Rejseplanen App som en del af en almindelig rejse, og den fremgår automatisk i søgeresultatet i Rejseplanen, hvis det er en mulighed i forbindelse med din planlagte rejse.
Turene kører som en del af den øvrige flextrafik, og det skal bestilles mindst to timer før afgang. Plusturen koster altid 24 kr. pr person, og derudover skal man så betale for selve bus- eller togturen.
- Vi er rigtig glade for, at vi sammen med Vejen Kommune nu har fået lanceret et produkt til den kollektive trafik, som kan hjælpe med at sikre, at borgerne kan komme helt hen til den valgte destination helt hjemme fra deres bopæl, selv om de bor uden for de gængse byområder, ved at kombinere forskellige former for kollektive transportmidler. Vi håber, at vi i løbet af dette år kan udbrede Plustur til alle kommuner i den jyske del af Region Syddanmark, siger Lars Berg, direktør i Sydtrafik, i pressemeddelelsen.
- Formålet med Plustur er at løfte mobiliteten i Vejen Kommune ved at tilbyde borgerne en prisvenlig og integreret trafikløsning, der nemt og bekvemt søges frem i Rejseplanen, som en del af en almindelig rejse. Borgere i yderområderne af Vejen Kommune bliver dermed koblet til en busforbindelse gennem en fleksibel kørselsordning, som effektivt balancerer mobilitet og økonomi, forklarer Michael Aagaard, der er afdelingschef for Flextrafik i Sydtrafik.
(Foto: LLN Press©)