Den omstridte Skovgårdsvej mellem Vejen og Askov er kommet et skridt nærmere en åbning.
(læs mere under annoncen)
I hvert fald har Vejen Kommune ifølge en pressemeddelelse fra kommunen fået medhold hos Vejdirektoratet i sagen om ekspropriation.
- Vejdirektoratet har truffet afgørelse om, at ekspropriationen af Skovgårdsvej opretholdes. Det betyder, at vejen kan åbnes hurtigst muligt, lyder det fra kommunen.
Den melding kommer dagen efter, Skovgårdsvej har været spærret i et år.
- I afgørelsen konstaterer Vejdirektoratet, at grundlaget for ekspropriationen er i orden, og beslutningen glæder både udvalgsformand og borgmester. Specielt fordi borgerne i Askov nu vil opleve, at trafikken i byen kan vende tilbage til et normalt niveau, skriver kommunen.
- Det har været en lang proces, og vi er glade for, at vejen nu åbnes igen. Ikke mindst af hensyn til borgerne i Askov, som har været hårdt ramt af den tunge trafik gennem byen, men også af hensyn Vejen Kommunes infrastruktur, siger borgmester Egon Fræhr (V) i pressemeddelelsen.
Vagn Sørensen, der er formand for udvalget for Teknik og Miljø tilføjer:
- Jeg er glad for, at Vejdirektoratet med sin afgørelse opretholder Vejen Kommunes beslutning om ekspropriation. Nu kan processen med at åbne vejen igangsættes. Borgerne i Askov har været hårdt prøvet og ventet meget tålmodigt på en løsning af trafikudfordringen. Det skylder vi dem tak for. Det samme er tilfældet for de virksomheder, der har oplevet længere transporttider og dermed øgede omkostninger i den tid, Skovgårdsvej har været spærret og lukket for gennemkørsel, siger Vagn Sørensen.
- Vejen Kommune igangsætter nu åbningen af vejen, og det forventes at ske inden for kort tid, er meldingen i pressemeddelelsen.
Oprindeligt blev jorden til vejen eksproprieret efter elektrificeringsloven, men gårdejer Martin Lund Madsen fik i Højesteret medhold i, at det var en ulovlig ekspropriation.
I stedet satte Vejen Kommune gang i en ekspropriation efter vejloven, og det er altså efter Vejdirektoratets mening i orden at ekspropriere jorden på den måde.
(Atkivfoto: LLN Press©)