Mange af landets fotoentusiaster mødes på lørdag til »FotoDagen 19«.
(læs mere under annoncen)
Et arrangement, som Vejen Fotoklub står bag, og meldingen fra formanden, Per Kjær, er klar:
- Vi skal have gang i fotomesserne i Danmark igen.
Det er også lykkedes Vejen-klubben at samle nogle af landets største importører og forhandlere til lørdagens messe i Spinderihallerne i Vejle.
- Sidste år havde vi et arrangement derude i fællesskab med Fujifilm, men i år har vi selv lejet os ind, fortæller Per Kjær.
Messen er meget andet end en salgsstand.
Der er både foredrag og mulighed for at prøve modelfotografering, hvor klubben har engageret en halv snes modeller i forskellige aldre.
- Vi har lige nu solgt 135 billetter, men vi forventer at kommer højere op, siger Per Kjær, der i løbet af sommeren har brugt meget krudt på at få messen op at stå.
Messen løber fra 9-17, og når entreen er betalt, er der ikke alene lejlighed til at blive klogere omkring foto - der er også forplejning.
Om Vejen Fotoklub igen næste år står for sådan en messe, tør Per Kjær ikke sige. Der kan jo også være andre, der tager over, og det behøver nødvendigvis heller ikke afvikles hvert år.
Landets fotoklubber er inviteret til lørdagens event, så måske vil nogle blive inspireret til at fortsætte Vejen Fotosklubs initiativ.
Tidligere har klubben holdt messer på Bakkely Skole, Askov Højskole og Østerbyskolen, men nu har de lejet sig ind i Vejle.
(Foto øverst: Vejen Fotoklub)
Vejen Fotoklub følger op på messen fra i fjor. (Foto: Søren Frederiksen)