Lukningen af Skovgårdsvej mellem Askov og Vejen giver en øget mængde af trafik gennem Askov, og det får nu konsekvenser.
(læs mere under annoncen)
(tryk på annoncen og se de forskellige muligheder)
Vejen Kommune forlænger 40 km/t-zonen ved Askov-Malt Skole på Maltvej helt hen til mellem Torvet og Ø. Skibelundvej.
Som følge af den langvarige lukning af Skovgårdsvej og de betydelige trafikale gener, det giver, særligt for borgere i Askov, har Vejen Kommune og Askov Bylaug drøftet, hvordan der kan skabes større trafikal tryghed.
Vejen Kommune har nu fået godkendt, at man på en del af strækningen igennem Askov sænker hastigheden til 40 km/t, skriver kommunen i en pressemeddelelse.
- Den langvarige lukning af Skovgårdsvej er til stor gene for rigtigt mange borgere i Vejen Kommune. Vi så allerhelst, at vejen blev åbnet i morgen, men samtidigt tør vi ikke bare lade stå til i forhold til borgernes sikkerhed i trafikken. Derfor indfører vi nu de her foranstaltninger, siger Vagn Sørensen, formand for udvalget for teknik og miljø i Vejen Kommune, i pressemeddelelsen.
Den reducerede hastighed betyder, at der skal etableres yderligere et bump på strækningen. Det nye bump placeres, hvor stien mellem Damhus og Birkevænget munder ud i Maltvej. Samtidig er det nødvendigt at ombygge de eksisterende bump, så de er tilpasset de 40 km/t. Arbejdet med at etablere og ombygge bumpene forventes udført i midten af juni.
- Vi håber desuden i år at komme i gang med at ombygge bumpet ud for skolen til en hævet flade og flytte indkørslen til skolens p-plads længere mod øst. Det er en del af det arbejde, der hænger sammen med etablering af cykelsti syd for Askov, men vi håber, at vi allerede i år kan få denne del udført, som ellers var planlagt til udførelse i 2020, siger Vagn Sørensen.
(Arkivfoto: LLN Press©)