Endnu et stort byggeprojekt er i dag startet i bymidten i Vejen - udbygningen af Vejen Kunstmuseum.
I den forbindelse vil Lindegade være spærret for gennemkørsel resten af 2019.
(læs mere under annoncen)
(tryk på annoncen og se de gode tilbud)
Lukningen er ifølge Vejen Kommune nødvendig, for at arbejdet med at bryde ned og bygge op samt udgravning til den dybe kælder, murerarbejder og tagarbejder kan ske uden risiko for forbipasserende.
Efter 2019 rykker byggeriet indendørs, og der vil igen kunne ske passage af Lindegade.
Dog sådan, at du ikke kan parkere i Lindegade og på p-pladserne øst for det gamle Elværk, før byggeriet er endeligt afsluttet i slutningen af 2020.
Vejen Kunstmuseum har fået en donation fra A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal på 28,6 millioner kroner til at fjerne Gallerigangen og bygge en ny museumsbygning samme sted.
Vejen Kommune har derudover bevilget 10 millioner kroner til renovering af det gamle bibliotek, så den bliver en tidssvarende udstillingsbygning.
I de nuværende bygninger har der været meget lidt plads til de forskellige samlinger, magasinering af værker, værksted m.m.
Det bliver der nu rådet bod på med en kælder dybt nede under udstillingssalene sammen med teknikrum m.m.
Den nye museumsbygning bliver placeret, hvor den nuværende Gallerigang er placeret, men bindes sammen med det eksisterende museum og det gamle bibliotek med to transparente glasbygninger. Mod vest genskabes den visuelle forbindelse mellem det gamle Elværk i Lindegade og Troldespringvandet, der i 1923 blev opført som et kølebassin til elværket.
I den nye museumsbygning etableres udstillingssale i forskudte niveauer, der alle er tilgængelige via trapper eller elevator, ligesom toiletforholdene forbedres, og der skabes et rum til ophold i den vestlige glasbygning, skriver Vejen Kommune.
(Dronefoto: LLN Press©)
Herunder kan du se arkitekt Steffen Søndergaards skitser for udbygningen: