Et større renoveringsarbejde er i gang hos Kolding Flyveklub i Gesten, og Folkeoplysningsudvalget siger god for økonomisk hjælp.
(læs mere under annoncen)
(tryk på annoncen og læs mere om, hvad der kan hjælpes med hos Martinsen)
Udvalget har besluttet at bevilge 50.000 kr. til projektets anden etape, der omhandler ombygning af foreningens klubhus og værksted og indeholder renovering og fornyelse af facaden mod syd inkl. nye vinduer og døre, ny overdækket terrasse og installation af ny varmepumpe.
»Projektet blev igangsat tilbage i 2018, da klubbens bygninger, som er opført i 1974, trænger til renovering. Dette er for at kunne leve op til et mere tidssvarende og miljørigtigt niveau og sikre handicapvenlige faciliteter«, lyder det i indstillingen til udvalgets medlemmer.
Kolding Flyveklub valgte i 2018 at inddele projektet i tre etaper, hvor Folkeoplysningsudvalget i juni i fjor besluttede at bevilge 50.000 kr. til første etape, der indeholdt nyt tag, renovering af selve klublokalet, fjernelse af to vægge og dermed etablering af et nyt, stort lokale med et åbent køkken, og den etape er ved at være afsluttet.
Den samlede udgift for hele renoveringen er opgjort til godt en million kroner og indeholder frivilligt arbejde svarende til 200.000 kroner, ligesom der er en gaveordning fra medlemmerne på 150.000 kroner, mens klubben selv har 200.000 kroner. Dertil kommer nogle sponsorater, mens de sidste penge endnu ikke er fundet.
(Foto: LLN Press©)
