Det er farligt at færdes i trafikken, og der er alt for mange, der kommer til skade.
Derfor satser kommunen nu yderligere på at nedbringe antallet af uheld.
(læs mere under annoncen)
(tryk på annoncen og læse mere om mulighederne)
Det kan læses i det udkast til en trafiksikkerhedsplan, der i dag er sendt i offentig høring og vil være det de næste to måneder.
»Trafiksikkerhedsplanen indeholder bl.a. en overordnet målsætning om at reducere antallet af dræbte og tilskadekomne i trafikuheld i Vejen Kommune med 50 procent inden udgangen af 2020«, lyder det i oplægget.
En analyse i materialet fortæller om uheld registreret i perioden 1. januar 2010 til 31. december 2017.
»Der er i perioden registreret 680 uheld fordelt på 181 personskadeuheld med 215 tilskadekomne (heraf 24 dræbte, 124 alvorligt og 67 lettere tilskadekomne) og 499 materielskadeuheld«, lyder det.
24 dræbte i trafikken svarer til tre personer om året.
»Antallet af dræbte på kommunevejene har varieret mellem 0 personer i 2015 og otte i 2010. I periodens sidste tre år til sammen blev halvt så mange, som alene i 2010, dræbt i trafikken«, viser opgørelsen.
- Den primære målsætning er fortsat at reducere antallet af dræbte og tilskadekomne med 50 procent inden udgangen af 2020, fortæller Vejen Kommunes projekt- og sikkerhedskoordinator Anders H.L. Pedersen til migogvejen.
- Vigtige indsatser er som altid fart, sprit (måske i højere grad narko) og uopmærksomhed, men også at få reduceret uheld med ældre trafikanter og uheld med de 15-24-årige. Derfor håber vi at få startet indsatser målrettet ældre trafikanter og de 15-24-årige op, forklarer Anders Pedersen.
Trafiksikkerhedsplanen indeholder således ikke kun forslag til fysiske ombygninger, men i høj grad også bløde tiltag i form af kampagner og information.
- Menneskelige faktorer er medvirkende i mange uheld, og vi kan derfor desværre ikke bygge os ud af alle uheld. Vi lægger derfor i endnu højere grad end tidligere op til samarbejder med bl.a. daginstitutioner/skoler/ungdomsuddannelser/foreninger, fortæller sikkerhedskoordinatoren.
2019 har i øvrigt allerede kostet de to første dødsofre i trafikken her i kommunen.
En 19-årig knallerist fra Skodborg blev påkørt og dræbt af en varebil, der ikke overholdt sin vigepligt i krydset Vimtrupvej/Lintrupvej, mens en 15-årig dreng fra Kolding døde af sine kvæstelser efter på knallert at være kørt ind i et vejskilt på Stationsvej i Andst.
(Genrefoto: LLN Press©)