Det foregik på hesteryg, da Ida Lone Jensen fredag eftermiddag banede vejen for hestene ind til den nye ridehal ved Ladelund Efterskole.
(læs mere under annoncen)
(tryk på annoncen og læs mere om bilerne)
Herfra fik hun klippet den røde snor, og dermed var ridehallen med de internationale mål - 20 x 60 meter - klar til at blive taget i brug af skolen, der står bag byggeriet, og Ladelund Rideklub.
Gæsterne ved indvielsen af den tre millioner kroner dyre ridehal fik da også set, hvordan hallen kunne bruges af flere heste.
Ved starten fortalte forstander Steffen Pedersen om hallen og glæder sig over en stor interesse for ridningen.
20 af eleverne har således egen hest med på skolen.
- Ridning og heste har været en del af Ladelund i mange årtier – ja snart et århundrede. Den gamle ridehal her ved siden af mener jeg er bygget i 1925, og I 1973 blev Ladelund Rideklub stiftet, lød det fra Steffen Pedersen.
Gennem årene er der bygget til og bygget om, og det er naturligt med ønske om nye og bedre faciliteter.
- Nu har vi bygget ridehal nr. to. Det giver enestående muligheder for at både medlemmer i Ladelund Rideklub og elever på efterskolen kan dyrke ridningen.
- Som efterskole vil vi gerne give eleverne mulighed for at udvikle sig både fagligt og personligt. Her skal man dygtiggøre sig i fagene, og da vi gerne vil arbejde med både ånd og hånd og det hele menneske, er det vigtigt også at dyrke de praktiske fag – dyrke sin interesse og gerne få gode og givtige fritidsinteresser i fællesskab med andre, lød det fra Steffen Pedersen.
Nu er der med denne nye ridehal gode faciliteter til ridning og spring. Nu kan efterskoleelever modtage undervisning i to haller med internationale mål.
- Byggeriet af denne nye ridehal er led i en større plan for at forbedre forholdene for både ryttere og heste. Den gamle maskinhal – den røde hal – har vi indtil nu brugt som ridehal, og den skal indrettes til stald. Det betyder, at dele af de gamle stalde skal nedlægges. De er udtjent. Så næste fase bliver at indrette den røde ridehal til en stald med 23 bokse og en vaskeplads, fortalte forstanderen.
Allerede i morgen er der stævne i den nye hal, som lige som de andre bygninger ejes af Ladelund Efterskole, mens Ladelund Rideklub lejer sig ind.
(Fotos: LLN Press©)