Følg migogvejen på Facebook  

Borgerne skal høres mere i den fremtidige linje for kommunen.

Næste år kommer der både et visionsmøde og et borgermøde, hvor borgerne kan komme med input.

Det lovede borgmester Christian Lund (V), da han i eftermiddag var med til at godkende det første budget efter valget som borgmester.

 

(læs videre under annoncen)

 

(tryk på annoncen og se mere)

 

- Efter en konstruktiv proces har vi som samlet byråd landet et budget, som er øget betydeligt på områder, der for Vejen - som for andre kommuner- har været en udfordring de seneste år. Budgettet balancerer med indtægter for 3,4 mia. kr., driftsudgifter på 3,3 mia. kr. og anlægsudgifter for 112 mio. kr.

- Borgerne vil med husholdningsbudgettet næste år ikke opleve, at vi har skåret ned på velfærdsmidlerne generelt. Men vi har omprioriteret, hvordan vi bruger pengene til velfærd. Jeg er glad for, at det er lykkedes af finde halvdelen af besparelsen på 25 mio. kr. i rene effektiviseringer, som ikke berører borgerne. Til gengæld er jeg ked af, at vi med den sidste halvdel af besparelsen har været nødt til at skære i velfærden, lød det fra Christian Lund.

- Byrådet har skullet finde yderligere 4,2 mio. kr. for at yde vores til, at økonomiaftalen mellem regeringen og KL overholdes. Det har vi løst ved engangsbesparelser i den administrative del af organisationen.

- Det er vigtigt for Vejen Kommune, at vi fortsat har vækst og høj beskæftigelse, så vi kan finansiere den fremtidige velfærd. Vi skal have styr på omkostningerne og være robust nok til at kunne tage de stød, engangsudgifter giver. Som fx den store efterregning, kommunerne har fået næste år pga. en voldgiftskendelse om overarbejde. I vores tilfælde drejer det sig om en engangsudgift på 25 mio. kr., som vi også har skullet håndtere i budgettet, lød det videre.

- Der er kommet mange høringssvar til budgetforslaget, og de er alle blevet læst og har gjort indtryk. Senest i tirsdags drøftede vi dem i Udvalget for Økonomi, Plan og Erhverv. Tak til alle, der har taget sig tid til at komme med høringssvar. Hvert af dem viser vilje til at bidrage til udviklingen af vores kommune og til at byde ind – også når opgaven er at få enderne til at nå sammen.

Til borgermødet Fælles om Fremtiden i juni fik vi i byrådet mange input til, hvordan vi politikere i sidste ende kan prioritere. Indsparkene fra borgermødet har været vendt i fagudvalgene, når de har drøftet emner, der var oppe at vende på juni-mødet.

Med budgettet her tager vi som byråd ansvar for at finde de nødvendige besparelser, og løsningen står vi på mål for. Vi er fælles om at sikre en stabil økonomi fremadrettet, og det hører med til billedet, at vi samtidig investerer betydeligt i anlæg, konstarede borgmesteren og roste kommunens medarbejdere.

Om fremtiden lyder det:

- Næste skridt ad udviklingsvejen tager vi, når Vejen Byråd i starten af det nye år sætter gang i en visionsproces. Vi vil være fælles om fremtiden og tage en inddragende snak om, hvordan vi i fællesskab udvikler vores kommune. Med det lange sigte på skal Vejen Kommune også i fremtiden være kendetegnet ved nøgleord som trivsel, tryghed og sammenhængskraft.

- Min intention er, at vi på forskellig vis skaber rammerne for, at borgere, medarbejdere og politikere arbejder sammen for at passe på og udvikle velfærden i vores kommune. Fx bliver borgerne taget tidligt med ind i visionsprocessen ved et borgerdialogmøde i begyndelsen af 2027, hvor de kan bidrage med deres visioner for Vejen Kommune – med politikerne i en lyttende rolle. Og så gentager vi borgermødet fra juni i år, hvor der også er mulighed for at byde ind i forbindelse med økonomien fremadrettet, sagde Christian Lund, der betegnede det nye budget for en fornuftig balance mellem mange hensyn og  et godt afsæt for at videreudvikle kommunen.

(Arkivfoto: migogvejen©)

 

nyhedsbrev luft

We use cookies
For at give dig den bedste onlineoplevelse bruger denne hjemmeside cookies