Det kan være svært at nå det hele, og derfor har migogvejen.dk fået tilsagn om hjælp fra en uventet kant - fra selveste Vejentrolden lavet af Vejen-kunstneren Niels Hansen Jacobsen (1861-1941).
Den landskendte trold, der står placeret foran Vejen Kunstmuseum, vil fremover komme med nogle tanker, vurderinger og ideer om forholdene i området.
Det kan være pudsigheder eller tanker, som dukker op hos den gamle Niels Hansen Jacobsen-figur.
Og vi lægger os blankt ned og erkender, at det selvfølgelig ikke er trolden selv, der skriver indlæggene - det klarer redaktionen naturligvis.
Samtidig vil vi gerne pointere, at det er indlæg, der gerne skal pirre læseren og få jer til at få et smil på læben - og alt er naturligvis skrevet i en god og absolut uformel mening.
Niels Hansen Jacobsens værk, »Trold, der vejrer kristenblod«, har også mange års erfaring at trække på.
»Under et ophold i Danmark i 1896 skabte Hansen Jacobsen - i et kælderrum under Statens Museum for Kunst i København - en vred og vild trold. Den har fået færden af et kristent menneske og sniger sig nu frem for at slå en klo i ham. Trolde hører til i den folkelige overtro, der på Hansen Jacobsens tid endnu var meget levende. Landskabet blev i historier og eventyr befolket med trolde, nisser og spøgelser, der altid enten direkte bekæmpede kristendommen, eller hjalp, hvor bønner ikke helt slog til«, skriver Vejen Kunstmuseum på sin hjemmeside.
Trolden blev udstillet på Charlottenborgs forårsudstilling 1897 i afdelingen for dekorativ kunst, ikke i afdelingen for skulptur.
»Efter den store separatudstilling i 1901 tilbød Hansen Jacobsen brygger Carl Jacobsen, at han kunne købe alle skulpturerne til halv pris, hvis han ville lade dem udstille offentligt. Carl Jacobsen købte dog kun »En Trold, der vejrer Kristenkød« og »Døden og Moderen««, lyder det videre.
»I 1923 fik Hansen Jacobsen til opgave at stå for den kunstneriske udførelse af et springvand, der skulle fungere som kølebassin til det netop fuldførte elektricitetsværk i Vejen. I sin løsning af opgaven greb Hansen Jacobsen knap 30 år tilbage i sin produktion; en ny afstøbning af trolden (1923) blev placeret midt i et bassin omgivet af de vandspyende tudser og drager eller øgler, som Hansen Jacobsen skabte til lejligheden. De blev modelleret i beton direkte på stedet«, skriver kunstmuseet på sin hjemmeside.
Springvandet fungerede den gang året rundt med det varme vand, der havde været brugt til afkøling af turbinerne i kraftværket. Passerede man springvandet en kold vinterdag kunne trolden opleves indhyldet i en tæt tågedis eller pyntet med mægtige istapper.
Vi forventer et længerevarende samarbejde med trolden, så indlæggene vil blive nummeret, så det er muligt at finde tilbage til ældre indlæg.
(Fotos: LLN Press©)