Følg migogvejen på Facebook  

Hvad skal der ske med Vejen Hallen og området omkring hallen i fremtiden.

Et spørgsmål, der var meget aktuel i valgkampen, hvor den nuværende borgmester, Christian Lund (V), mente, sagen skulle drøftes igen.

Nu inddrages borgerne, og politikerne er klar til at lytte - om det ændrer noget på beslutningen, kan kun tiden vise.

 

(læs videre under annoncen)

 

(tryk på annoncen og se mere)

 

Sæt kryds i kalenderen mandag 22. juni, hvis du som borger eller bruger af Vejen Hallen og det grønne område vil bidrage til, hvordan Vejen Hallens fremtid kan blive.

Vejen Kommune holder som led i en længere proces et dialogmøde i hallen.

Inden da er forslaget om en borgerinvolverende indsats om Vejen Hallen i maj på dagsordenen i økonomiudvalg og byråd. Indstillingen til politikerne er at genbesøge byrådsbeslutningen fra 2024 om byudviklingsprojekt ved Vejen Hallen og det grønne område, drøfte projektbeskrivelsen og godkende tids- og procesplan for borgerinvolveringsprocesser og efterfølgende politisk behandling.

- Som politiker og byråd er man nødt til at være åben for, at borgernes røst kan betyde, at man en gang imellem må tage tidligere beslutninger op til revision og debat. Det er ikke nødvendigvis ensbetydende med, at det giver en ændret beslutning, men vi skal tage dialogen, når så mange borgere kalder på det, siger borgmester Christian Lund (V).

Der arbejdes på flere scenarier for, hvordan Vejen Hallen og det grønne område kan bruges fremover. Ud fra disse scenarier faciliterer konsulentfirmaet Byværk dialogmødet.

- På mødet vil vi mest af alt lytte til borgernes ideer til, hvad der fremover kan være på grunden, hvor Vejen Hallen ligger. Målet er, at vi får borgernes ideer og ønsker i spil, siger Christian Lund.

Input fra mødet og efterfølgende supplerende inddragelse af interessenter arbejdes ind i scenarierne, inden byrådet i september ifølge planen beslutter, hvilke scenarier der arbejdes videre med. Efter yderligere involvering for at kvalificere scenarierne holder byrådet i december temamøde, hvor de bearbejdede scenarier præsenteres.

Inden byrådets endelige beslutning vil de udvalgte scenarier fagligt blive vurderet i forhold til følgende parametre og potentialer:
• Kommunal økonomi, herunder finansiering og drift
• Byudviklings- og bosætningspotentiale
• Kulturelt potentiale
• Idrætsmæssigt potentiale, herunder påvirkning af Vejen Idrætscenter og bynatur

I januar 2027 træffes politisk beslutning om valg af scenarie. Fra februar til april involveres relevante interessenter i arbejdet med realisering af det valgte scenarie for Vejen Hallen og det grønne område.

Finansieringen behandles i budgetprocessen for 2028-2031.


Fakta: Tidsplan for borgerinvolverende proces og politisk behandling:

Fase 1: maj-august 2026:
• Politisk behandling af projektbeskrivelser, scenarier og tidsplan
• Dialogmøde i Vejen Hallen 22. juni
• Supplerende inddragelse af interessenter

Fase 2: september 2026-januar 2027:
• Politisk behandling i september med beslutning om, hvilke scenarier, der arbejdes videre med.
• Involvering af interessentgrupper mhp. yderligere kvalificering af scenarierne.
• Temamøde for byrådet til december med præsentation af de bearbejdede scenarier.
• Endelig politisk behandling i januar 2027 med beslutning om valg af scenarie.

Fase 3: februar-april 2027:
• Med afsæt i byrådets beslutning involveres relevante interessenter i arbejdet med realisering af det valgte scenarie.
• Finansiering af endeligt scenarie behandles i forbindelse med budgetprocessen for 2028-2031.

(Arkivdronefoto: migogvejen©)

 

(tryk på annoncen og se mere)

 

nyhedsbrev luft

We use cookies
For at give dig den bedste onlineoplevelse bruger denne hjemmeside cookies