Der er fuld gang i byggeriet, og mandag kom der igen en kran i aktion.
(læs mere under annoncen)
Det er de første vægge, der er kommet på plads på HAB-byggeriet ved Præstevænget i Vejen.
Mere præcist placeres de i det område, der skal hedde »Sveistrups Have«, hvor selskabet, ifølge deres hjemmeside, er ved at opføre 65 etageboliger.
HAB hed tidligere Haderslev Andels Boligforening.
Navnet på vejen, »Sveistrups Have«, er valgt mellem flere forslag.
Hans Sveistrup var præst i Vejen i perioden 1870-1893, en fremtræden grundtvigianer og aktiv i den nationale kamp efter 1864.
I 1864 var han præst i Rødding, men blev afskediget, da han ikke ville aflægge ed til den prøjsiske konge.
Derefter blev han lovet det første ledige embede nord for Kongeåen, der var velegnet til ham. Tanken var her, at han stadig skulle kunne holde kontakt med sine tidligere sognebørn i Rødding-området. Embedet blev derfor Vejen.
Som ung student var han sammen med andre studenter i 1838 på rejse i Jylland. De besøgte Himmelbjerget og så mulighederne i stedet. De henvendte sig derefter til Steen Steensen Blicher, og det blev anstødsstenen til det første Himmelbjergmøde i 1839 – det første folkemøde i Danmark.
(Fotos: LLN Press©)