Der er sket mere, end Christian Schröter havde turdet drømme om, da han for tre år siden valgte at etablere en slagterbutik på Esbjergvej i udkanten af Vejen.
- Det er gået rigtig godt, konstaterer Christian Schröter overfor »migogvejen« og har selvfølgelig ikke fortrudt, han valgte at starte butik med bl.a. egen pølseproduktion.
Det er gået så godt, at han nu er klar med endnu en udvidelse af butikken. Faktisk så stor en udvidelse, at han fremover får dobbelt så meget diskplads som hidtil.
Han har indrettet en tidligere garage til den fremtidig C.S. Pølsemageri for at have plads nok til varer og de mange kunder, der finder vej til forretningen.
- Det er dejligt, at folk kan finde herud, men det er langt fra kun lokale kunder. Der er folk fra Varde, Grindsted, Billund, Kolding og Esbjerg, der kommer og handler her.
Når de kommer fremover, skal de gennem en anden indgangsdør, og snart vil den være låst op en dag mere om ugen, for også på den front er der basis for endnu en udvidelse.
- I denne uge åbner vi torsdag middag, men fra næste uge udvider vi til i stedet at åbne fra onsdag middag og så torsdag, fredag og lørdag, siger en tilfreds Christian Schröter.
Når den nye butik nu tages i brug, bliver der mere plads til at skære og anrette mad..
Det gælder bl.a. mad ud af huset, som er blevet en meget stor del af virksomheden.
- Vi har kæmpe succes med pølsebord og mad ud af huset, og der er godt gang i bestilling af julefrokoster, og vi har selvfølgelig også ænder til både Mortensaften og juleaften, fortæller Christian Schröter og noterer, at ænderne ikke kan hentes 24. december.
Nu glæder han sig til at kunne rulle den røde løber ud på torsdag for ugen efter at udvide med en dag, og Christian Schröter vil ikke afvise, at der på sigt bliver tale om yderligere udvidelse af åbningstiderne.
Til at hjælpe sig i butikken har han forældrene Jette og Fritz og fire ungarbejdere.
Og så er der i øvrigt plan om snart at udvide kølekapaciteten.
(Fotos: LLN Press©)
Christian Schröter og forældrene Jette og Fritz er klar til flytte ind i de nye lokaler ved siden af med åbning torsdag middag. (Foto: LLN Press©)