Følg migogvejen på Facebook  

De er trukket i gummistøvlerne og regntøjet denne fugtige torsdag, inden de har begivet sig ud på græsmarken mellem Skodborghus og Kongeåen.

Det er deltagere fra det højskolekursus, som Askov Højskole i denne uge afvikler i samarbejde med Museet på Sønderskov, og det har været et kursus med både teori og praktik.

Den praktiske del foregår bl.a. på nogle marker mellem Skodborghus og Kongeåen på stedet, hvor der tidligere lå et kongeligt slot.

- Med den nye teknik får vi faktisk et imponerende godt resultat og får en meget nøjagtig optegning af, hvordan området har set ud, forklarer museumsleder Bo Ejstrud til »migogvejen«.

Det er bl.a. slået fast, hvor voldgraven har været, og billederne taget gennem jorden har bekræftet beliggenheden af Hærvejen, og der er fundet det, der menes at være fundamentet til et tårn, ligesom avlsbygningerne er placeret.

- Vi får nu de nøjagtige optegnelser, men der er ingen aktuelle planer om, vi skal til at grave i området, noterer Bo Ejstrud.

Kurset er et højskoleophold for amatørarkæologer på en uge, og »migogvejen« talte med nogle af deltagerne, der glædede sig over muligheden for at komme på dette kursus, hvor der netop er både teori og praktik, og de kalder det spændende at gå og undersøge det gamle slot.

Kursisterne tog gerne turen til Askov, da det ikke er kurser, der kører andre steder.

(Fotos: LLN Press©)

 

Læs tidligere omtale på:

http://migogvejen.dk/vejen/1087-leder-efter-slottet

 

 

 

skodborghus 4

Museumsleder på Sønderskov, Bo Ejstrud, i snak med kursisterne Linda Thrane, Frederiksborg, Eva Therkelsen, Odense, og Preben Pedersen, Odense. (Foto: LLN Press©)

  

skodborghus 5

Kurset har sikret et bedre omrids af det gamle, kongelige slot ved Skodborghus - bl.a. voldgraven. Museumsleder Bo Ejstrud forklarer, at det faktisk er muligt på afstand at se, der har været en voldgrav. Græsset gror anderledes, som det faktisk også kan ses på billedet. (Foto: LLN Press©)

 

skodborghus 3

Den lille mur med stenen fortæller, at der her har ligget et kongeligt slot. (Foto: LLN Press©)