Følg migogvejen på Facebook  

Der har længe været talt ny genbrugsplads i Vejen til erstatning for den forældede og nedslidte på Industrivej Vest, og nu er der lavet en datoplan for etableringen.

Det kræver dog tålmodighed, inden ting i stedet skal køres til genbrugspladsen på Koldingvej, hvor kommunens gamle materialegård har ligget.

Ifølge tidsplanen for projektet vil der være en aflevering af projektet 1. marts 2020, efter der allerede i budgettet for 2015 var afsat penge til arbejdet.

Prisen for genbrugspladsen er ifølge dagsordenen for udvalget for teknik og miljø 17,5 millioner kroner.

Pengene på det forestående arbejde fordeles på denne måde, efter nogle penge tidligere er frigivet:

Der frigives et rådighedsbeløb i 2018 på 2,5 mio. kr. med tilhørende anlægsbevilling til nedrivning mv.

Der frigives et rådighedsbeløb i 2019 på 10,0 mio. kr. med tilhørende anlægsbevilling til anlægsarbejder.

Der frigives et rådighedsbeløb i 2020 på 3,47 mio. kr. med tilhørende anlægsbevilling til færdiggørelse af anlægsarbejdet.

Arealet, der skal anvendes til genbrugspladsen, er ca. 21.700 kvadratmeter.

(Dronefoto: LLN Press)