Alle kan bruge flere penge, og nu er der chance for at få fat i nogen af dem.
Det kræver dog lidt, men LAG Vejen-Billund har pludselig fået 300.000 kroner i overskud.
- Vi har haft et projekt, som desværre ikke kunne gennemføres indenfor fristen og har derfor 300.000 kr. ekstra til rådighed, og dem vil vi meget gerne have ud at arbejde i denne ansøgningsrunde sammen med de ca. 800.000 kr., som vi allerede har annonceret, fortæller formand Børge Jensen i en pressemeddelelse.
Derfor har LAG Vejen-Billund forlænget fristen for at søge til årets sidste ansøgningsrunde til 26. september 2018.
Via LAG Vejen-Billund er der mulighed for at søge tilskud til projekter, som bidrager til at skabe vækst for erhverv og turisme samt gode rammer i landdistrikterne ved at:
- Fastholde og etablere arbejdspladser igennem etablering og videreudvikling af mikrovirksomheder.
- Styrke samarbejdet mellem erhvervs- og turismeaktører igennem nationale og internationale samarbejdsprojekter.
- Skabe attraktive faciliteter og igangsætte aktiviteter i landdistrikterne til glæde for borgere og turister.